
Foto: DIF
Idræt og fællesskaber er medicin mod mistrivsel
tekst Ditte-Marie de Seréne d’Acqueria, disa@kl.dk
Hver dag på Aars Skole i Vesthimmerlands Kommune emmer der af spændende og planlagte lege i skolegården. Som et led i en lokal bevægelsesstrategi, udarbejdet i samarbejde med DGI Nordjylland, skal alle børn nemlig have mulighed for aktive pauser i løbet af skoledagen. De andre mål i bevægelsesstrategien omfatter mere bevægelse i undervisningen, at eleverne tager cyklen eller går til skole og en øget foreningsdeltagelse.
Særligt foreningsdeltagelsen har vist sig at booste den generelle trivsel på skolen. Det kan man se ud fra diverse trivselsundersøgelser og elevernes tilknytning til fritids- og idrætsforeninger. Skolen er en af de mange rundt om i landet, der har et tværgående samarbejde med DGI om at styrke elevernes foreningsaktivitet og deres frivillighed i de lokale idrætsforeninger. For når børn og unge dyrker motion og indgår i større fællesskaber, bliver trivslen bare bedre.
