Nye tider stiller krav om nye kulturer

Kommunernes betingelser er vanskelige. Vi har svære økonomiske rammer. Borgerne har høje forventninger til velfærden. Politikerne vil være tættere på de udfordringer, de skal levere svar på. Og udtryk som tillidskrise, økonomisk krise, trivselskrise og digital underklasse er blevet en fast del af samtalen.

Vi kan ikke vende ryggen til udviklingen. Vi skal nærmere være foran den, og med fare for at lyde banal, så ligger en stor del af svaret i en konstatering, vi hørte fra en borger: ”Kommunen får jo ikke flere penge. Så vi er nødt til at finde løsninger sammen.”

Selvfølgelig kan kommunernes situation ikke koges ned til en sætning. Men hvis udfordringen ligger i de forandringer og forventninger, vi møder fra borgerne, så ligger løsningerne også hos borgerne. Vi skal forstå deres situation, behov og forventninger, hvis vi vil forstå hvilke løsninger, de ønsker – og hvorfor vi nogle gange møder utilfredshed og frustration. Omvendt skal borgerne inviteres ind i problemerne, så de kan se kompleksiteten i de spørgsmål, vi skal finde svar på.

Det lyder enkelt, men for at lykkes, skal vi have mod til forandringer på tre svære områder. Øget involvering er et skifte, borgerne selv presser på for. Samtidig oplever jeg et andet skifte blandt mine politiske kolleger i kommunalbestyrelsen og blandt andre politikere på min vej – et ønske om at være tæt på politikskabelsen. Og det tredje skifte handler om forvaltningens rolle. Politikerne kan ikke stå alene i dialogen med borgerne. Politikerne kan heller ikke komme tættere på politikskabelsen uden dialog med de medarbejdere, som arbejder med områderne. Og forvaltningen har brug for dialogen med både borgerne og politikerne for at ramme de rigtige løsninger.

Vi har i Rødovre over en årrække sat denne treenighed mere og mere i system, først på forvaltningsniveau, siden politisk. Vi arbejder på en model for, hvordan borgere, politikere og forvaltning kan styrke dialogen, og hvordan politikerne kan være tættere involveret, og vi bruger 2023 til en række temadrøftelser i kommunalbestyrelsen.

Mønsterkommune på velfærd

Vores erfaringer er ret klare. Når vi sætter dialogen i system og forpligter os på at handle på det, vi hører, er forskellen mærkbar. Mest gennemført har tilgangen været i social- og sundhedsforvaltningen, som for nylig fejrede fem år for projektet Sammen med borgeren, som systematisk arbejder med at forstå borgerens perspektiv og ikke mindst at handle på det.

Vi har efterhånden fået over 500 borgeres viden og perspektiv på en række områder, som vi omsætter til handling. Et synligt eksempel er Rødovres tilbud til borgere, som har brug for at få hjælp til alt fra kørekort til MitID og digital post. Især det digitale er svært for mange, og det er ikke godt nok, at store grupper bliver hægtet af samfundet, fordi de partout skal kunne klare alt på mobilen eller computeren. Som en udløber af dialogen har Rødovre – som en af meget få kommuner – en borgerservice uden tidsbestilling, fordi alene tidsbestillingen kan spænde ben for dem, der har det svært digitalt.

Vi har også Mød Mig, hvor borgeren bliver hjulpet på stedet og af den medarbejder, de møder, når de kommer ind. Tilbuddet er skræddersyet efter borgernes ønske: At de ikke bliver sendt rundt i et system og bliver mere og mere forvirrede, men at de får hjælp ansigt til ansigt. Til glæde for mange og især for de mest sårbare, som får en hjælp, som kan være forskellen mellem at slå sig på systemet og komme videre i livet.

I den politiske proces er vores hjemmepleje et godt eksempel på forandringerne. Før i tiden ville forvaltningen komme med en indstilling. Kommunalbestyrelsen ville vedtage den. Derefter ville borgerne blive præsenteret for, hvordan hjemmeplejen skal arbejde. Nu taler vi med modtagerne af hjemmepleje om deres ønsker, og med forvaltningens faglige indsigt tager vi stilling til, hvordan vi bedst kommer ønskerne i møde.

Politisk kan tilgangen også aflæses i samarbejdskulturen. Vi er en samlet kommunalbestyrelse bag alle de væsentligste aftaler (og i øvrigt langt de fleste politiske sager) bestående af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti (som mistede sit mandat ved Kommunalvalget i 2021), SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet:

• Budgetaftalen for 2022 (Som blev indgået op til kommunalvalget og ville være en nem anledning til at føre valgkamp på uenigheder).
• Konstitueringen efter kommunalvalget.
• Budgetaftalen for 2023 (som var præget af besparelser og derfor ville være let at bruge politisk).
• Kommuneplanen og klimahandleplanen med svære afvejninger om udviklingen af kommunen.

Resultaterne bygger på vores insisteren på dialog – også sammen med vores forvaltning. I komplekse sager betyder det for eksempel, at vi sammen med forvaltningen arbejder med flere scenarier og sætter mere tid af til den politiske debat i udvalg og andre politiske organer. Nogle sager behandler vi af flere omgange. Det giver tid til dialog med både borgere og medarbejdere om mulighederne – inden den endelige beslutning.

Vi har med andre ord brugt mange politiske ressourcer på at favne alle, og vi bruger til stadighed, jeg selv inklusive, meget tid på at fastholde dialogen. Resultatet er, at selv hvis bølgerne skulle gå højt, så kender vi hinanden godt nok til, at vi kan finde hinanden igen uden dramatik.

Så når spørgsmålet er: Hvordan leverer vi velfærd, der lever op til forventningerne i en tid med stram økonomi og høje forventninger, så handler svaret om meget mere end økonomi: Dialogen på kryds og tværs af politikere, borgere og forvaltning er nøglen. Når vi taler sammen, forstår vi hinanden bedre. Kommunen forstår borgernes ønsker og behov – og borgerne forstår årsagerne, når vi ikke altid kan opfylde alle ønsker. Og ikke mindst hjælper vi hinanden med at opnå det bedst mulige inden for de rammer, vi har.

Så mit bud er, at vi i kommunerne gør klogt i – i hvert fald mentalt – at ramme ordene fra førnævnte borger ind: ”Kommunen får jo ikke flere penge. Så vi er nødt til at finde løsninger sammen.