
Siden 1998 har Niels-Erik Sørensen (V) siddet i kommunalbestyrelsen i Kalundborg. Foto: Kalundborg Kommune
25 år i de ældres tjeneste
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Som 41-årigt postbud i 1997 var det ikke oplagt for Niels-Erik Sørensen (V), at han skulle blive medlem af kommunalbestyrelsen i Kalundborg. Han var godt nok relativt kendt i byen på grund af en hel del foreningsarbejde og arrangementer, som han var med til at stable på benene.
– Så var der nogle garvede Venstrefolk på min postrute, der spurgte, om ikke vi skulle have mig op til valg. Det fik de mig lokket med, og det endte faktisk rigtig godt for mig. Jeg fik et fantastisk valg og blev valgt som nummer to. Det var helt nyt for mig, men enormt spændende, så jeg blev bidt af det, og så er det egentlig gået slag i slag, siger Niels-Erik Sørensen.
På Danske Kommuner er vi optaget af at give kommunalpolitikerne en stemme. Derfor har vi serien ”Fra Byrådet”. Her fortæller politikerne om det, der optager dem lige nu, og sætter ord på arbejdsvilkårene som politiker.
