Foto: Colourbox

Når man sætter nogen eller noget fri, risikerer man også at tage rettigheder fra nogen andre

2023 er stadig meget nyt, men frisættelse er et ord, vi allerede har hørt mange gange. Statsministeren siger det – og de nye regeringspartier og mange andre partier stemmer i: Folkeskolen skal sættes fri.

Som politisk ansvarlig for skolerne i landets tredjestørste by føler jeg dog, at det nødvendigt at spørge: Hvad er det skolen skal være fri til? Og hvad skal den være fri for?

Jeg siger ”ja tak” til en friere skole. Det er godt, at skoler får frihed og albuerum til at eksperimentere med karakterfrihed, præstationsfri aktiviteter, anderledes mødetider, længde på skoledage, praksisfaglighed og kreativitet i undervisningen, samarbejde med virksomheder og foreninger og en ny feedbackkultur. Jeg drømmer skam om en legende, livlig og inspirerende skole, som vælges af de danske familier.

Jeg glæder mig over at se en dør, der står åben for muligheder. Hvor skole-ildsjæle kan blomstre og eksperimentere med anderledes skoledage, der kan give fordybelse og motivere elever i højere grad end nu. På den anden side rejser jeg en bekymring for, om folkeskolens evne til at skabe det Danmark vi elsker og til at udligne social ulighed sættes over styr. Når man sætter nogen eller noget fri, risikerer man også at tage rettigheder fra nogen andre.

Gennem ni år har jeg været rådkvinde for børn- og unge i Odense, og jeg har stiftet bekendtskab med skoler, der er meget forskellige, blandt andet fordi de ligger i meget forskellige områder med meget forskellige forældregrupper. Børn har meget forskellige vilkår, som vi som kommune forsøger at udligne via budgettildelinger, sprogindsatser, et stærkt blik for dannelse, tidlig forebyggelse osv.

Der er mange spørgsmål, som jeg ikke har set gode svar på, og der er mange faldgruber.

Vi ved alle sammen, at skolebestyrelserne og elevrådene ikke udgøres af de mest udsatte og sårbare forældre og børn. Det er ikke børn og voksne fra de kaotiske familier, der deltager fuldgyldigt i demokratiet.

Jeg ser det som en demokratiets vigtigste opgave at beskytte mindretal og en særlig forpligtelse har man over for sårbare mindretal.

Jeg ser folkeskolen som stedet, hvor Danmark bliver til, og som en arena for vigtige sager som dannelse, ligestilling og et liv i pagt med naturen

Jeg mener ganske enkelt, at de lokale børne- og ungdomspolitikere skal sætte retning, og at det er vores opgave at være retfærdige.

Det er for eksempel derfor, at vi i alle skoler arbejder med ligestilling mellem kønnene og har en LGBTQ+
-dagsorden, at vi prioriterer sprog og læsning for de fælles midler, at vi har gode (og dyre) tilbud til børn med ordblindhed, handicap, diagnoser, at vores skoler arbejder med bæredygtighed og natur, at skolerne er en del af en stor satsning på naturvidenskabelig og teknologisk dannelse med "børnene i robotbyen", og det er derfor, at vi prioriterer at bryde den negative sociale arv i vores skoler.

Jeg frygter, at frisættelsen bliver på bekostning af de store vigtige og fælles dagsordener, der i dag løftes af vores folkeskoler, og jeg frygter, at det bliver på bekostning af sårbare mindretal. Jeg frygter, at vi vil se skoler udvikle sig til steder, der er sig selv nærmest.

I mit ret tætte samarbejde med de private og frie skoler er det min erfaring, at disse skoler efterspørger det fælles, både hvad angår hjælp til deres sårbare elever, men også muligheden for at være med på de store dagsordener som for eksempel kommunens dannelsesstrategi og kommunens store satsning på robotteknologi i skolerne.

Jeg har intet behov for at styre folkeskolerne i deres hverdag, men jeg mener, at det er direkte farligt og en fejl ikke bevare folkeskolen som fællesskabets institution.

Så kære politikere på Christiansborg: Inden længe skal I tale om, hvilke af skolens tøjler I vil slippe og med hvilket formål. Lov mig at se de mest sårbare børn og familier for jer og bring deres stemme med til bordet – inden I sætter skolen fri.