
Jacob Bundsgaard (S) og Martin Damm (V). Foto: KL
Kommunale budgettal vidner om alvorligt presset økonomi
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Tunge skyer er trukket ind over kommunernes budgetter. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som har offentliggjort kommunernes budgetter for 2023. Tallene viser, at kommunernes serviceudgifter samlet set udgør 287,8 milliarder kroner, mens udgifterne til anlæg udgør 18,6 milliarder kroner. Dermed holder kommunerne sig inden for de økonomiske rammer, der blev aftalt med regeringen i forbindelse med økonomiaftalen for 2023.
Særligt to udfordringer skinner igennem i budgettallene. Dels det, at kommunerne ikke er blevet kompenseret fuldt ud for den stigende inflation, som allerede i august sidste år var på to milliarder kroner. Sidenhen er priserne kun steget mere. Dernæst er udgifterne på det specialiserede socialområde steget med henholdsvis 1,2 milliarder kroner på voksenhandicapområdet og 0,4 milliarder kroner på det udsatte børn- og ungeområde fra 2022 til 2023. Væksten udgør dermed mere end det løft, kommunerne fik i økonomiaftalen, til den demografiske udvikling.
