
Foto: Brøndby Kommune
Set & Sket: Unges kunst skaber tryghed
tekst Mads Dam Bendtsen, mdbe@kl.dk
En ny fotoudstilling på Brøndby Strand Station med fotografier taget af lokale unge skal være med til at gøre stationen til en mere indbydende port til bydelen. De farvestrålende fotografier er opklæbet i en tunnel, man går igennem, når man skal fra stationen og ud i bydelen.
Udstillingen giver en stemme til de lokale unge. Fotograferne er Elizabeth på 20 år, Osman på 10 år og 11-årige Yassir. De undersøger med deres billeder visuelt ritualerne omkring afrohår. Hår, der symboliserer styrke og naturlig skønhed og som - hvis man kradser i overfladen - også rummer politiske og samfundsmæssige lag. Et andet vigtigt element i udstillingen er de unges forhold til de smukke landskaber og grønne områder, som kendetegner Brøndby Strand, og som binder områdets beboere sammen.
