
Som følge af modtagelsen ukrainske flygtninge efterlyser Viborg 15 millioner kroner i kompensation, mens Struer efterlyser syv millioner. Foto: Colourbox
Kommuner efterlyser millioner i kompensation for ukrainske flygtninge
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Struer mangler syv millioner kroner. Viborg mangler 15 millioner kroner.
Kommunernes modtagelse og husning af ukrainske flygtninge har efterladt en kæmpe udgift, som Struer og Viborg mener, staten burde kompensere dem for. Det skriver TV Midtvest.
Struer har modtaget 700.000 kroner i tilskud fra staten, men til TV Midtvest siger borgmester Mads Jakobsen (V), at kommunen i virkeligheden mangler syv millioner, og da kommunen er økonomisk presset i forvejen, er det penge, man rigtig godt kunne bruge.
I Viborg er tallet over dobbelt så stort.
Nogle af de penge, som staten har kompenseret med, er blevet delt ud som en del af bloktilskuddet, hvor staten skeler mere til indbyggertal, end hvor mange ukrainske flygtninge, kommunerne reelt set har huset.
– Der er en aftale, der er lavet mellem regeringen og KL, og det er svært at sige, hvad der lige er gået galt. Men der er ingen tvivl om, at vi er en del kommuner, der føler os en del snydt, siger Viborgs borgmester Ulrik Wilbek (V) til TV Midtvest.
Socialdemokratiet udlændinge- og integrationsordfører, Kasper Sand Kjær, siger til tv-stationen, at han gerne vil drøfte med KL, hvad der kan gøres ved udfordringen.