
Torben K. Hollmann skal være centerchef for Sundhed og Ældre i Næstved Kommune. Foto: FOA
Sektorformand i FOA rykker til Næstved Kommune
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Efter fire år som sektorformand for social- og sundhedssektoren i FOA stopper Torben K. Hollmann i fagbevægelsen til fordel for et job som centerchef for sundheds- og ældreområdet i Næstved Kommune. Dermed bliver Torben K. Hollmann leder for cirka 1600 medarbejdere og 300 elever.
– Jeg glæder mig til at vende hjem til Næstved Kommune og komme tættere på praksis på sundheds- og ældreområdet. Jeg kender kommunen godt. Dels har jeg boet i kommunen, og dels har jeg tidligere været teamleder i Distrikt Nord på ældreområdet. Næstved er en kommune, hvor man sætter borgeren i centrum og medarbejdernes faglighed i spil. Det er i den grad noget, jeg glæder mig til at blive en del af igen, siger Torben K. Hollmann i en pressemeddelelse fra Næstved Kommune.
Torben K. Hollmann er uddannet social- og sundhedsassistent og har desuden en diplomuddannelse i ledelse og en master i organisationspsykologi. Han har tidligere været leder i psykiatrien i Vordingborg, og fra 2010 til 2014 var han leder i ældreplejen i Næstved, først for sygeplejersker, senere for et demensafsnit.
Direktør Jakob Bigum Lundberg glæder sig til at arbejde sammen med Torben K. Hollmann om ældreplejen og sundheden i Næstved.
– Torben har både arbejdet praktisk og strategisk med udvikling af sundheds- og ældreområdet. Han vil være den helt rigtige chef, der kan medvirke til at sætte retning på de store dagsordener, der vil præge sundheds- og ældreområdet de kommende år. Det gælder især flere plejekrævende ældre, arbejdskraftmangel og nye opgaver i det nære sundhedsvæsen, siger han i pressemeddelelsen.
I en pressemeddelelse fra FOA roser forbundsformand Mona Striib Torben K. Hollmann for at have sat et stort aftryk på social- og sundhedspolitikken, mens Torben K. Hollmann selv supplerer:
– Jeg er stolt af de resultater, vi har opnået for FOAs medlemmer. Det er virkelig en holdindsats, hvor rigtig mange har trukket igennem. Det har været sjovt, og det har været spændende og lærerigt. Det har også været hårdt, og jeg skal ikke lægge skjul på, at min kæreste og mine børn ser frem til, at jeg snart kan være hjemme til spisetid en gang imellem. Jeg glæder mig også til at komme tættere på det sundhedsfaglige arbejde og være med til at gøre en forskel på borgerne i Næstved Kommune sammen med de dygtige medarbejdere.
Torben K. Hollmann starter i sit nye job den 1. november. Den 6. december skal FOA vælge ny sektorformand. Indtil da overtager Mona Striib en række af sektorformandens opgaver og hverv.