
Christina Birkemose (S) står til at blive smidt ud af Socialdemokratiets byrådsgruppe i Faxe. Foto: Socialdemokratiet Faxe Kommune
Tidligere borgmesterkandidat smidt ud af S-gruppe
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Der er atter uro i Socialdemokratiet i Faxe. Igen er det den tidligere borgmesterkandidat Christina Birkemose (S), der er i centrum.
Christina Birkemose, der i 2021 blev vraget som spidskandidat og samtidig mødte mistillid i byrådsgruppen, er blevet smidt ud af den socialdemokratiske byrådsgruppe. Det har et flertal på fem ud af syv byrådsmedlemmer med spidskandidat Camilla Meyer i spidsen afgjort på et gruppemøde, skriver TV2 Øst.
Ifølge TV2 Øst mener gruppen af Christina Birkemose har optrådt illoyalt efter en besættelse af formandsposten for et nyt udvalg, Camilla Meyer ønskede at være formand for. Hun kunne ikke skaffe et flertal i byrådssalen for det, hvorefter Venstre var klar til at give hende alle Venstres mandater. Christina Birkemose satte dog en pind i hjulet for den manøvre, som hun betvivlede som ulovlig.
Det resulterede i, at Camilla Meyer ikke blev formand for udvalget, og at posten endnu ikke er besat.
– Jeg kan på din forespørgsel bekræfte, at et flertal i den socialdemokratiske gruppe i Faxe byråd på baggrund af et længere forløb har besluttet, at man ønsker Christina Birkemose udelukket fra gruppen. Socialdemokratiets partikontor går nu - helt efter partiets regler - formelt ind i sagen og det videre forløb. I den periode, hvor partikontoret hjælper med at finde en løsning, fortsætter arbejdet i byrådsgruppen uændret. Vi har ikke yderligere kommentarer, skriver Camilla Meyer til TV2 Øst.
Ifølge TV2 Øst skal Socialdemokratiets partikontor nu involveres og forsøge at forlige parterne.