
Foto: Colourbox
S-borgmestre til regeringen: Giv os inflationshjælp
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Det kommer til at koste på velfærden, hvis kommunerne ikke får flere penge til at håndtere de massive prisstigninger. Sådan lyder advarslen fra flere socialdemokratiske borgmestre.
Allerede i sidste uge bad KL-formand Martin Damm (V) regeringen om hjælp, da det stod klart, at kommunerne kommer til at mangle 1,4 milliarder kroner i år og 600 milliarder kroner næste år, fordi skønnet for pris- og lønudviklingen var for lavt, da KL og regeringen før sommeren indgik en økonomiaftale næste år.
– Hvis der ikke bliver korrigeret for det her, kommer kommunerne ud i en stor minusvækst. Vi skal virkelig save den offentlige service ned, og det vil få store konsekvenser. Vi vil stå et helt andet sted i dansk politik, for det vil de facto betyde nedskæringer på velfærden. Det kommer til at handle om dagtilbud, skoler og ældre. Alt det, vi i forvejen har fat i i forbindelse med budgetlægningen i kommunerne, som jo langt fra er munter læsning. Så er vi simpelthen nødt til at skære opgaver væk, sagde Martin Damm.
Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) afviste dog, at der kommer flere penge til kommunerne. Den udmelding møder nu kritik fra flere socialdemokratiske borgmestre, skriver DR.
Flere borgmestre, som DR har været i kontakt med, håber, at regeringen vil overveje dens udmelding. Ellers vil det gå ud over velfærden. Aalborg-borgmester Thomas Kastrup Larsen (S) kalder ministerens udmelding for ”træls” og understreger, at kommunerne tager sig af kernevelfærden.
Også Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) appellerer til sine partifæller om at genoverveje beslutningen.
– Det er simpelthen en nødvendighed, at vi finder en løsning på det sammen med regeringen. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal ud og spare ekstra på velfærden i denne her situation, siger hun til DR.