Foto: Colourbox

Virkeligheden på handicapområdet afhænger af, hvem man er

.

Debatten om, hvorvidt det specialiserede socialområde (handicapområdet) skal flyttes fra kommunerne og over til regionerne eller staten, er ikke helt forstummet, og med jævne mellemrum udsættes kommunerne for skarp kritik af deres håndtering af sager på både børne- og voksenhandicapområdet. En af begrundelserne for at flytte området fra kommunerne er, at der er en uheldig sammenblanding mellem dem, der betaler for opgaverne, og dem der bestemmer, hvem der skal have hjælp.

UlykkesPatientForeningen er ikke så optaget af, hvor opgaven skal ligge. Vi er mere optaget af, at mennesker med handicap og andre mennesker med brug for hjælp får den rette og rigtige hjælp fra starten, og vi tror ikke nødvendigvis, at det vil være lykken at flytte opgaverne et andet sted hen.

I en ny undersøgelse, som KL har udarbejdet, og som nyhedsbrevet Danske Kommuner har omtalt, fremgår det, at det faktisk går væsentligt bedre for kommunerne på handicapområdet, end man egentlig skulle tro ud fra dagspressen og Ankestyrelsens tal.

Men her viser UlykkesPatientForeningens opgørelser, at vores medlemmer ikke er helt enige med de tal, som kommunerne præsenterer. UlykkesPatientForeningen har netop i juli-august gennemført en undersøgelse blandt vores medlemmer, og vores medlemmer oplever en anden virkelighed end den, som KL finder frem til.

40 % af de adspurgte i vores undersøgelse har ikke oplevet, at de fik relevant rådgivning og vejledning, da de kontaktede deres sagsbehandler/kommune første gang, og tilsvarende betegner 36 % af de adspurgte den første kontakt med kommunen som dårlig eller utilfredsstillende. På den baggrund er det ikke overraskende, at 45 % betegner kommunen som en modspiller frem for medspiller.

En af udfordringerne for vores medlemmer er, at sagerne typisk tager lang tid, mere end et år er ikke unormalt, at der er mange forskellige sagsbehandlere ind over deres sag, og at de selv skal have ansvaret for at koordinere deres egne sager og sikre fremdrift i dem. Man kan ikke forvente, at svært syge eller skadede mennesker nødvendigvis har overskud til selv helt at tage ansvar for egen sag eller skulle vente i årevis. Her må kommunerne tage deres ansvar på sig.

Vi anbefaler derfor, at kommunerne sikrer, at der er en sagsbehandler, der har det samlede ansvar i en borgers sag, og at denne har ansvaret for, at der sker noget i en sag, samt at alle oplysninger bliver inddraget. Herudover anbefaler vi også, at alle kommuner får en borgerrådgiver ansat, som kan bistå i de sager, der er gået i hårdknude, og som kan hjælpe kolleger med god forvaltningsskik.

Uanset hvor lave omgørelsesprocenterne er ifølge KL, så det vigtigt at holde sig for øje, at der bag tallene gemmer sig mennesker, og hver omgjort eller hjemvist sag repræsenterer et ramt menneske eller en ramt familie. Derfor kan vi aldrig glæde os over omgørelsesprocenter, det handler om mennesker og menneskeskæbner.