
Fremover er der penge på vej til kommunerne for at fjerne cigaretskodder. Foto: Colourbox
Tobaksindustrien skal betale millioner til kommunerne for cigaretskod
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Det flyder med cigaretskod på gader, veje og i grønne områder. Og det koster kommunerne store summer at sende fejebiler ud for at rydde op.
Det skal være slut nu, bebuder miljøminister Lea Wermelin (S). Fra næste år vil hun sende regningen for de henkastede cigaretskod videre til tobaksproducenterne.
– Cigaretskod er det affald, vi finder allermest i naturen, og det forurener med mikroplast og tungmetaller. Vi skal have cigaretskod væk fra naturen, og det er kun rimeligt, at tobaksindustrien betaler for at rydde op, siger miljøministeren i en pressemeddelelse.
Konkret betyder det, at kommunerne får 29 millioner kroner for at fjerne cigaretskod, mens tre millioner går til Naturstyrelsen og Vejdirektoratet.
Hos brancheorganisationen Tobaksproducenterne bakker direktør Tine Marie Daell op om, at producenterne bærer et ansvar for affaldsproblemet. Til Berlingske omtaler hun det som ”overordnet fornuftigt” at lade hendes medlemmer betale for renholdet – men hun mener, det er nødvendigt med forbrugeroplysende kampagner.
– Hvis man ikke gør det, ender det bare med at blive en ekstra afgift for virksomhederne, da der dermed ikke gives noget incitament for forbrugeren til at ændre sin adfærd. Og så kommer vi ingen vegne, siger hun.