
En undersøgelse afdækker rod i forvaltningen på Solrød Rådhus. Foto: Beethoven9/Wikimedia Commons
Mere end hver anden børnesag i Solrød er fejlbehæftet
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Der mangler faglig retning. Der mangler opfølgning. Der mangler inddragelse af børnene. Og der er endda eksempler på deciderede lovbrud.
Sådan lyder et udpluk af den kritik, som Solrød Kommunes børne- og ungeområde har fået i en analyse af sagsbehandlingen og myndighedsarbejdet, som en task force under Socialstyrelsen og Ankestyrelsen har udarbejdet for kommunen.
Styrelserne har gransket i alt 28 sager fra perioden oktober 2019 til oktober 2021 via dokumenter fra forvaltningen og interviews kombineret med en både juridisk og socialfaglig gennemgang af sagerne.
I 11 ud af 17 sager manglede der en børnefaglig undersøgelse eller opdatering, mens der i 12 ud af 17 sager manglede en handleplan. Ankestyrelsen har vurderet, at der i 11 ud af 20 sager er sket forskellige fejl i sagsbehandlingen.
Der er ikke tale om nogen statistisk sikker rapport, men den giver dog en indikation på kvaliteten af sagsbehandlingen.
Borgmester Emil Blücher (LA) erkender, at situationen er alvorlig.
– Der bliver rejst en ret hård kritik. Og det er også derfor, vi har lavet et helt nyt set-up med visitation, når de kommer ind ad døren, en ny medarbejdergruppe, en ny leder og så fremdeles. Så vi er nærmest startet fra scratch på området. Det har desværre været nødvendigt. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at borgernes retssikkerhed er utrolig vigtig. Og derfor har vi også en opgave foran os. Vi har taget hul på den, men der er lang vej endnu, siger Emil Blücher til TV 2 Lorry.