
Foto: Colourbox
Ny læreruddannelse med mere praktik – men uden nye penge
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Forligskredsen bag læreruddannelsen – Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Det Konservative Folkeparti – er sammen med Enhedslisten og Alternativet blevet enige om en ny læreruddannelse, der skruer væsentlig op for praktikken, så de studerende på alle uddannelsens fire år kommer i praktik.
Ved præsentationen tirsdag omtaler uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) det som et ”markant løft”.
Målet er at sikre højere kvalitet på uddannelsen gennem flere undervisningstimer, bedre feedback og vejledning. Praktikken vil fremover udgøre en sjettedel af uddannelsen, og det er håbet, at det kan være med til at øge de unges interesse for at læse til lærer.
Aftalen indeholder ingen finansiering af kommunernes øgede udgifter som følge af, at de lærerstuderende skal længere i praktik fra 2024. Kommunerne må finde pengene i bloktilskuddet. Det ærgrer KL.
– Det betyder dybest set, at man finansierer lærernes uddannelse ved at omprioritere penge, vi allerede bruger på at lave god og vigtig undervisning for eleverne. Det synes vi ikke er optimalt. Men vi er selvfølgelig klar til at tage den drøftelse med regeringen i næste års økonomiforhandlinger, siger Thomas Gyldal Petersen (S), der er borgmester i Herlev og formand for KL’s børne- og undervisningsudvalg.
Han er dog ikke i tvivl om, at aftalen vil løfte uddannelsen, og han glæder sig over, at anbefalinger fra KL, Danmarks Lærerforening, Danske Professionshøjskoler og Lærerstuderendes Landskreds afspejles i aftalen.
– Jeg er glad for, at vi nu står med endnu en aftale på skoleområdet, hvor Christiansborg-politikerne har lyttet til parterne på området. Uddannelsesinstitutionerne, lærerne, de studerende og vi som arbejdsgivere i kommunerne kender virkeligheden derude og har den bedste fornemmelse for både de ting, der skal bygges videre på, og de ting der kræver forandringer. Skal vi udvikle folkeskolen og dem, der føder ind til denne, er det den helt rette vej at gå at inddrage os, siger Thomas Gyldal Petersen.