
De fire kommuner bliver sat fri for regler på beskæftigelsesområdet fra den 1. juli 2023. Foto: Hung Tien Vu
Regeringen har udpeget de fire velfærdskommuner på beskæftigelsesområdet
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Regeringen har fredag udpeget de fire kommuner, der skal sættes fri for regler på beskæftigelsesområdet. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Det bliver Hillerød, Greve, Silkeborg og Aabenraa kommuner.
De vil fra den 1. juli 2023 få frihed til at tilrettelægge beskæftigelsesområdet, så borgerne kan få en mere individuel indsats.
– Jeg er glad for, at de fire kommuner har søgt og påtaget sig den vigtige opgave at kaste sig over beskæftigelsesindsatsen på en helt ny måde. Jeg føler mig overbevist om, at det bliver til borgernes fordel. Derfor glæder jeg mig også til at blive inspireret og følge med i, hvordan de fire kommuner griber det an, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i pressemeddelelsen.
De fire kommuner er valgt ud fra blandt andet geografi, størrelse og socioøkonomiske forhold.
Selvom kommunerne sættes fri, er der dog nogle hegnspæle, der skal sikre tryghed på området, lyder det fra ministeriet. Det gælder blandt andet kommunernes myndighedsansvar, formålet med beskæftigelsesindsatsen og ydelser til borgere som for eksempel kontanthjælp.
Silkeborgs borgmester Helle Gade (S) glæder sig til at kunne hjælpe flere borgere med at komme i beskæftigelse.
– Gennem det seneste årti har vi i Silkeborg udviklet en effektiv beskæftigelsesindsats med tæt involvering af borgere og virksomheder, høj faglighed hos medarbejderne og et stærkt samarbejde med erhvervsliv og organisationer. Byrådet har en klar politisk ambition om at hjælpe flest mulige borgere med at finde en plads på arbejdsmarkedet og hjælpe virksomhederne med adgang til kvalificeret arbejdskraft. Vi glæder os til at være med til at vise nye veje for beskæftigelsesindsatsen til gavn for både borgere og virksomheder, siger Helle Gade.
Samme holdning gør sig gældende hos borgmester i Hillerød, Kirsten Jensen (S).
– Jeg er virkelig glad for, at Hillerød Kommune er udvalgt til at blive velfærdskommune på beskæftigelsesområdet. Vores jobcenter er helt parat og fuld af ideer. Hillerød Jobcenter har høj kvalitet, og kan nu få lov til at finde nye løsninger sammen med mennesker og virksomheder, så flere kan finde et arbejde og blive en del af et fællesskab, siger hun.
Aabenraa har i en årrække arbejdet med projekter med en kommunal investeringsstrategi for kontanthjælpsmodtagere, som ifølge kommunen har skabt gode resultater. Derfor er borgmester Jan Riber Jakobsen (K) også glad for, at kommunen får mulighed for at arbejde videre med deres beskæftigelsesindsats.
– Vi glæder os til at være rollemodeller på et område, hvor vi de seneste otte år har gode resultater og erfaringer. Vi er beærerede at blive udpeget som frikommune, og vi er klar til at gå i gang, siger Jan Riber Jakobsen.
Greve-borgmester Pernille Beckmann (V) er glad for, at kommune får mulighed for at gå uden om de regler, der ifølge hende skaber frustrationer blandt medarbejdere og borgere, og hun er overbevist om, at der er vigtige erfaringer at hente.
- Jeg glæder mig meget til at gøre op med de rigide regler, som præger beskæftigelsesindsatsen i dag. Det er på tide at sætte mennesket over systemet, siger Pernille Beckmann.