
Regeringen, KL og Danske Regioner er gået sammen om en række anbefalinger til at mindske energiforbruget. Foto: Colourbox
Fremover skal der være 19 grader i offentlige kontorbygninger
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Der skal bruges mindre energi.
Sådan lyder meldingen fra Regeringen, KL og Danske Regioner, der er gået sammen om en række anbefalinger til at spare på energien i det offentlige.
Europa er i en energikrise, og det gør presser omstillingen til grøn varme endnu længere frem. Regeringen, KL og Danske Regioner ønsker dog, at forbruget at energi skal mindskes i offentlige bygninger med det samme, og de kommer derfor med fire anbefalinger:
At man sænker temperaturen til 19 grader i blandt andet offentlige kontorbygninger, at udendørs belysning på offentlige bygninger slukkes, at fyringssæsonen forkortes, og at Energistyrelsens kampagnemateriale med spareråd til arbejdspladsen fordeles blandt medarbejdere.
Det skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.
– Vi står lige nu i en ny og mere alvorlig virkelighed efter Rusland har valgt at lukke for gassen til Europa. Derudover ser vi generelt stigende energipriser. Vores forsyningssituation er mere usikker, og vi igangsætter nu flere konkrete initiativer for at spare på energien i det offentlige. Kommunerne og regionerne er allerede godt i gang med en række forskellige energisparende indsatser. Men nu går vi går sammen skridtet videre. For eksempel skruer vi ned for varmen til 19 grader på offentlige arbejdspladser og forkorter fyringssæsonen, siger klima, - energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i pressemeddelelsen.
De fire initiativer skal implementeres i det offentlige senest den 1. oktober. Det er dog op til den enkelte institution at vurdere, om lokale eller juridiske forhold gør sige gældende, og som eventuelt forhindringer for at følge anbefalingerne.
Det kunne blandt andet være sygehuse, laboratorier, døgninstitutioner eller plejehjem.
Fra KL lyder det, at kommunerne allerede er i gang med energibesparelser lokalt, og at initiativer til at understøtte dette arbejde er velkommen.
– Kommunerne er landets samlet set største bygningsejer, og vi har i mange år arbejdet målrettet på at spare på strømmen og nedbringe energiforbruget i vores bygninger. Kommunerne ér også i gang med at skrue ned for energiforbruget til vinter, og mange har allerede truffet konkrete beslutninger om for eksempel temperaturen på skoler og i kontorbygninger. Der arbejdes herudover med en lang række mere langsigtede indsatser, for eksempel prioriterer vi energirenoveringer frem for at rive ned og bygge nyt og opsætter solceller på vores ejendomme. Derfor er det fint med initiativer og anbefalinger, som kan understøtte et mindre energiforbrug i hele den offentlige sektor, siger Martin Damm (V), formand for KL.