
Mange danskere planlægger deres sygedage. Illustration: Colourbox
Ny Viden: 350.000 danskere tager en sygedag, selv om de ikke er syge
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
12 procent af de danskere, der er i beskæftigelse, har inden for det sidste år taget minimum én sygedag, selv om de ikke var syge. Samtidig svarer 30 procent, at de kender nogle, der har gjort det. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Norstat har lavet for Dansk Erhverv. Andelen af danskere, der tager en sygedag uden at være syg, er så godt som uændret fra 2020 og 2016. Mest udbredt er tendensen blandt de 18-39-årige, hvor 18 procent af de beskæftigede har taget minimum én sygedag, selv om de ikke var syge. 1.007 repræsentativt udvalgte danskere har deltaget i undersøgelsen.
