
Foto: Holstebro Kommune
Holstebro har fundet ny direktør for børn og unge
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Fra den 1. oktober er Helle Støve ny direktør for børn og unge i Holstebro Kommune. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
– Jeg mener det, når jeg siger, at jeg er vild med børne- og ungeområdet. Jeg har arbejdet med familieområdet i ni år i forskellige kommuner og også samarbejdet tæt med dagtilbuds- og skoleområdet. Min erfaring derfra er, at vi kun kan løfte de store opgaver og vigtige udfordringer i fællesskab, siger Helle Støve i pressemeddelelsen.
Helle Støve kommer fra en stilling i Horsens Kommune og har tidligere været ansat i Favrskov og Norddjurs kommuner, men også i Holstebro, hvor hun altså nu vender tilbage.
– Jeg kender jo Holstebro Kommune ret godt, fordi jeg tidligere har været ansat som visitationschef. Kommunen har altid stået for mig som et sted, hvor ordentlighed er en vigtig værdi, og det er jeg i allerhøjste grad blevet bekræftet igennem ansættelsesprocessen. Det stemmer godt overens med mit værdigrundlag, hvor tillid og inddragelse også er meget vigtige parametre i mit lederskab. Desuden skinner den stærke samarbejdskultur blandt cheferne og politikerne igennem, og det er altafgørende, at byrådet arbejder i samme retning, siger Helle Støve.
Kommunaldirektør Lars Møller ser frem til, at den kommende direktør tiltræder stillingen.
– Jeg er sikker på, at vi med valget af Helle har fundet en erfaren og succesfuld chef, der har potentiale til at løfte direktørjobbet og være med til at drive og videreudvikle det store velfærdsområde som Børn og Unge er, siger Lars Møller.