
Det får nu konsekvenser, at sagsbehandlingen har haltet på Rudersdal Rådhus. Arkivfoto: Colourbox
Fejl på fejl i børnesager: Rudersdal undskylder, retter ind og afskediger direktør
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Rudersdal Kommune har i hovedparten af i alt 89 behandlede PPR-sager fra november 2019 til februar 2022 begået ”klare og alvorlige sagsbehandlingsfejl – og fejlene er så graverende, at kommunen i udgangspunktet skal genoptage sagerne.
Så kras er konklusionen i en uvildig advokatundersøgelse, som Kammeradvokaten/Poul Schmith har gennemført for Rudersdal, efter at det tilbage i februar blev klart for kommunen, at klager fra borgere ikke var håndteret korrekt.
Det får nu borgmester Ann Sofie Orth (K) til at give en uforbeholden undskyldning til de børn, unge og forældre, der formentlig ikke har fået den hjælp, de retmæssigt har krav på.
– Jeg er både vred og overrasket over det tilsyneladende systematiske omfang af tilsidesættelse af helt almindelige forvaltningsretlige principper. Vi taler om nogle af vores mest sårbare børn og deres familier, som kommunen selvfølgelig altid skal betjene korrekt og lovligt. Det har kommunen tydeligvis ikke gjort og derfor vil jeg opfordre alle berørte familier til at vurdere, om de ønsker deres sager behandlet igen. Vi har allerede genbehandlet en række sager og sikret familierne den hjælp og støtte, de både har behov for og krav på, siger Ann Sofie Orth i en pressemeddelelse.
Kommunen vil nu kontakte alle berørte familier, og det vil også blive muligt for andre familier, der har fået sager behandlet i PPR-afdelingen at kræve deres sag genoptaget.
Advokaterne peger på en lang række forvaltningsretlige fejl og mangler i sagerne. Der er ikke altid journaliseret og noteret korrekt, hvilket har vanskeliggjort advokaternes arbejde. Sagerne har i mange tilfælde ikke været tilstrækkeligt oplyst, der har ikke været en fast praksis for partshøring og der har manglet begrundelser for de trufne beslutninger. Endelig har klagevejledningen haltet, ligesom klagerne ikke er håndteret korrekt. Derudover har kommunen tilsidesat sine forpligtelser for at sørge for specialpædagogisk bistand til førskolebørn.
Som konsekvens af sagen har forvaltningen indgået en fratrædelsesaftale med direktør Henning Bach Christensen, men borgmester Ann Sofie Orth (K) vil nu overveje, om der kan gøres et yderligere ledelsesmæssigt ansvar gældende.
Forvaltningen arbejder nu på en samlet plan for genopretningen af sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet.
– Vi har naturligvis ændret praksis, da vi blev bekendt med den ulovlige praksis i PPR-afdelingen. Tilbage står et omfattende genopretningsarbejde, som kommer til at tage tid og hvor vi i tæt samarbejde med de berørte familier vil tage deres sager op til fornyet behandling, hvis det er det, de ønsker, siger Anne Sofie Orth.