
Socialdemokratiet præsenterede sit udspil på et pressemøde onsdag formiddag. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
S vil sætte tre milliarder af til offentligt ansatte i lønudspil
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Det er stadig sværere at rekruttere og fastholde medarbejdere i det offentlige. Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), der i valgkampens sidste fase onsdag præsenterede et nyt udspil, som Mette Frederiksen betegnede som en ”helhedsplanen for velfærdssamfundet”. Planen indeholder således et opgør med ”bureaukrati og papirarbejde”, en reform af uddannelserne og mere frihed til både borgere, medarbejdere, pårørende og ledere. Og så skal der ikke mindst sættes tre milliarder kroner af frem mod 2030, som skal sikre et lønløft til offentligt ansatte, ligesom partiet har præsenteret syv princippet for udmøntning af midlerne. Ifølge en beregning, som Socialdemokratiet har lavet, kan forslaget betyde en lønstigning på omkring 2.000 kroner om måneden til 235.000 offentligt ansatte, såfremt 2,5 af de tre milliarder bruges på løn.
– Og så skal den bidrage til at sikre løn- og arbejdsvilkår, så det bliver attraktivt for jer, der gerne vil arbejde med andre mennesker og gøre en forskel for andre, så det bliver nemmere at rekruttere nye medarbejdere og kolleger der, hvor behovet er størst, sagde Mette Frederiksen på et pressemøde, hvor udspillet blev præsenteret onsdag formiddag.
