
Hvis Langelands ældre stadig skal have leveret mad fra Svendborg, skal de to kommuner oprette et selskab sammen. Foto: Colourbox
Samarbejde om ældremad bremset af bureaukrati
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
De seneste tre år har Svendborg Kommune leveret vakuumpakket kølemad til cirka 200 ældre borgere i Langeland Kommune tre gange om ugen.
Samarbejdet mellem de to kommuner har dog nu mødt et bump på vejen. For at det kan fortsætte uændret, skal kommunerne nemlig oprette et tværkommunalt selskab, der indtil videre vil koste dem 110.000 kroner foruden administrationen. Det skriver Fyens Stiftstidende.
– Det er skrupskørt, at vi skal alt det her igennem for noget, der kører godt. Og det er jo ikke bare på det her område, men også på mange andre områder, at det vil give mening for en kommune af vores størrelse at samarbejde med en lidt større kommune, men det kan vi ikke uden alt det her bureaukrati, siger formanden for ældre- og sundhedsudvalget i Langeland Kommune, Winni Kielstrup Hansen (SF), til Fyens Stiftstidende.
