
Meiner Nørgaard kunne ikke se sig selv i Dansk Folkeparti længere og skiftede derfor til Danmarksdemokraterne. Foto: Morsø Kommune
DF er færdig på Mors
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Meiner Nørgaard, byrådsmedlem og 2. viceborgmester i Morsø Kommunalbestyrelse, forlader Dansk Folkeparti og sender dermed partiet på porten i kommunalbestyrelsen, hvor han var det eneste medlem. Han har i stedet valgt at skifte til Danmarksdemokraterne. Det skriver TV2 Nord.
Om årsagen til skiftet siger Meiner Nørgaard til TV2 Nord, at der er sket meget i partiet over de seneste 15 år, hvem alle dem han kender og har arbejdet sammen med tiden er forsvundet ud af partiet.
– Også partiets grundlag har ændret sig, synes jeg. Vi var et folkeparti for den jævne mand, men det mener jeg ikke, Dansk Folkeparti er mere, så det kan jeg ikke se mig selv i. Man kan jo ikke svigte sig selv. Man er jo nødt til at tage udgangspunkt i, hvad man står for, siger Meiner Nørgaard.
