
Foto: Københavns Kommune og Aalborg Kommune. Montage: Danske Kommuner
Beskæftigelsespolitikere skeptiske over S-forslag: Det vidner om manglende kendskab til jobcentrenes kerneopgaver
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Skuffet, overrasket og målløs.
Sådan beskriver rådmand i job- og velfærdsforvaltningen i Aalborg Nuuradiin S. Hussein (S) sin reaktion på Socialdemokratiets forslag om at spare tre milliarder kroner på landets jobcentre for at finansiere skattelettelser.
– Særligt i en tid, hvor demografien gør rekruttering af kvalificeret arbejdskraft til en af vores største udfordringer, er det vanvittigt, at man vil ødelægge den aktive beskæftigelsesindsats, som skulle sikre en fleksibel og omstillingsparat arbejdskraft. Hvorfor fanden skulle en socialdemokrat foreslå sådan en omgang meningsløs politik? Det er et udtryk for panik ved lukketid, skriver han i et længere opslag på Facebook.
Her skriver han også, at konsekvensen for Aalborgs vedkommende vil være, at han skal fyre 200 medarbejdere i forvaltningen – oven i de 70, han i forvejen står over for at skulle afskedige næste år.
Hvorfor fanden skulle en socialdemokrat foreslå sådan en omgang meningsløs politik? Det er et udtryk for panik ved lukketi
Socialdemokratiet skriver på sin hjemmeside, at partiet ønsker en ”reel gentænkning af beskæftigelsesindsatsen”, hvor det handler om ”resultater frem for proceskrav.” Det er Nuuradiin S. Hussein med på. Men filmen knækker for ham, når syge borgere, der er i beskæftigelse, fremover ikke skal kontaktes af jobcentrene.
– Ja tak til at fjerne proceskravene – det har vi råbt op om mange gange, men den frigjorte tid skulle netop bruges til kerneopgaven, nemlig på de ledige og især dem, som er længst væk fra arbejdsmarkedet. Man foreslår mindre opfølgning på sygedagpengeområdet – et forslag, som vil få store økonomiske konsekvenser for kommunerne og for samfundet generelt. Det vidner om total mangelfuldt kendskab til jobcentrenes kerneopgaver, skriver han.
Kommunerne har brug for mere fleksibilitet og valgfrihed i beskæftigelsesindsatsen. Det er ikke det, den socialdemokratiske regering indtil videre har været garant for.
Lütken: Vi har brug for fleksibilitet
I København er beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) helt med på at se helt anderledes på beskæftigelsesområdet. Hans eget parti har for nylig sluttet sig til Enhedslisten og Nye Borgerlige i ønsket om helt at nedlægge jobcentrene og begynde på en frisk med et nyt system. Det er han enig i.
– Kommunerne har brug for mere fleksibilitet og valgfrihed i beskæftigelsesindsatsen. Det er ikke det, den socialdemokratiske regering indtil videre har været garant for. Men hvis det skal fungere med nedskæringer, skal der være færre krav og mere rum til at gøre det anderledes, siger han.
Gør man det, kan der ifølge Jens-Kristian Lütken godt findes nogle penge. Om det er tre milliarder kroner, vil han nødigt vurdere. Men hvis staten ikke skruer ned for proceskravene, må kommunerne finde pengene et andet sted. Det er et scenario, som beskæftigelses- og integrationsborgmesteren ikke helt kan afvise.
– Jeg er ikke i tvivl om, at det giver dårligere kvalitet – og at man ikke får flere i arbejde. Vi ender med at skulle finde pengene til at drive jobcentrene et andet sted i budgettet, hvis vi for færre penge skal leve op til samme krav som i dag. Sådan kan jeg godt frygte, at det ender, siger Jens-Kristian Lütken.