
Foto: Favrskov Kommune
Frivillige indretter boliger til flygtninge
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
I det tidligere plejecenter Skaghøj i Favrskov bliver der gjort klar til at huse flygtninge fra Ukraine. Kommunen har søgt borgere, der har lyst til at indrette boligerne med borde, stole, senge, og andet de har mulighed for. Og eftersøgningen har båret frugt.
Frivillige har fået indrettet flere af lejlighederne, og det gælder ikke mindst lejlighed nummer 30 på Skaghøj. Her har borgeren Pet Petersen hjulpet til.
– Med den her forfærdelige krig er man jo nødt til at gøre noget, og så kom det her med lejlighederne heldigvis. Jeg lavede et Facebook-opslag, hvor jeg efterlyste udstyr til lejligheden, og det væltede ind med gode sager. Så har jeg fundet noget på genbrugspladsen i Hadsten, og Aarhus Klunserne i Lading har eksempelvis givet sofaen, siger Pet Petersen i en nyhed fra kommunen.
København søger hjælp til at gifte folk
Vielseskontoret i Københavns Kommune står for at vie danske og internationale par. De foretager mere end 6.000 vielser årligt både på dansk, engelsk og tysk. Flere og flere par ønsker dog at blive viet udenfor rådhuset.
Vielseskontoret forventer derfor at få travlt til sommer enten ved lokationer, som parrene selv har valgt, eller ved rådhusets ”Vie i det fri ”-arrangementer, hvor der ved 24 arrangementer rundtom i København vies mellem 10 og 20 på én dag ved en lokation bestemt af vielseskontoret.
Og nu søger vielseskontoret hjælp til vielserne. Man skal blot have et godt sprogøre, godt humør, en tryg, kompetent udstråling og empati og livserfaring, der gerne skal kunne medvirke til en god dag for parrene.
Uddannelsesbaggrunden er ikke vigtig, lyder det også i vielseskontorets jobopslag.
– Vi sørger for grundig oplæring, så du er rustet til et helt igennem vidunderligt job, hedder det.
X-Factor dommer til ordblindedag i Sorø
Om ordblinde kan blive arkitekter, iværksætter eller skolelærer er nogle af de spørgsmål, som cirka 300 elever kunne blive klogere på ved mandagens ordblindedag i Sorø. Hovedtaleren til arrangementet var ingen ringere end X-Factor dommeren Thomas Blachman.
– Tro på jer selv! I er hurtige, I er fantasifulde – og det har tiden brug for. Alle føler sig anderledes end andre – det gælder om at lære at kunne lide den følelse. Og så gælder det om at finde sit eget ’missing link’ – det, som bringer ens energi væk fra det negative og over i noget, man er passioneret omkring.
Sådan sagde Thomas Blachman til de ordblinde elever, som deltog i Sorø Kommunes store ordblindedag, skriver kommunen i et Facebookopslag.
