
Foto: Colourbox
Hvert tredje barn med særlige behov vil ikke i skole
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Med lovændringen om inklusion i 2012 skulle flere børn være en del af folkeskolen, samtidig med at elevernes faglighed skulle løftes og trivslen fastholdes.
En ny analyse fra Børns Vilkår gennemført i 2021 blandt 2.672 børn i 4. og 7. klasse og med data fra BørneTelefonen viser dog et andet billede.
Undersøgelsen viser at hvert tredje barn med særlige behov sjældent eller aldrig har lyst til at gå i skole. Til sammenligning gælder dette for 12 procent af børn uden særlige behov.
Børn med særlige behov er også bange for at blive gjort til grin i skolen. Det svarer 43 procent af børnene, at de altid eller for det meste er, mens det kun gælder for 20 procent af de resterende børn.
Undersøgelsen viser også, at lidt over en femtedel af børnene med særlige behov sjældent eller aldrig lykkes med at lære, hvad de gerne vil i skolen. For børn uden særlige behov gælder det under en tiendedel.
Fraværet hos børn med særlige behov stikker også ud i undersøgelsen. Hvert tredje barn svarer, at de på grund af deres diagnose ikke kan deltage i undervisningen, mens 30 procent spørger deres forældre mindst et par gange om måneden, om de må blive hjemme fra skole. Den andel er halvt så stor hos børnene ude særlige behov.
Hvis man vil forhindre, at børnene bliver hjemme fra skole, er det nødvendigt, at kommunerne sikrer skolernes mulighed for det, lyder det fra Børns Vilkår.
– Det er helt afgørende, at skolerne får de nødvendige kompetencer og rammer, så alle børn kan deltage ligeværdigt i undervisningen og skolens sociale liv. Skolerne skal have mulighed for tidligt og systematisk at handle på mistrivsel, og kommunerne skal sikre, at skolerne kan få konkret rådgivning på opgaven. Og det kan ikke vente. Tid er en afgørende faktor for alle børn, der mistrives, ikke mindst hvis vi vil forebygge højt skolefravær, siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, i en pressemeddelelse.