
Foto: Københavns Kommune
København finder ny kultur- og fritidsdirektør i egne rækker
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Københavns Borgerrepræsentation har torsdag nikket til, at Søren Tegen Pedersen bliver ny administrerende direktør i kultur- og fritidsforvaltningen.
Han har de seneste syv år været plandirektør i økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, og kender derfor kommunen grundigt. Han kommer også med bred erfaring fra andre dele af den offentlige forvaltning. Tidligere har han været afdelingschef i Miljøministeriet og vicedirektør i Energi- og Byggestyrelsen.
Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (R) ser frem til at få ham med på holdet.
– Søren kender København ud og ind og navigerer sikkert og kompetent i samspillet mellem politikere og forvaltning. Og Søren har humor og vid. Jeg er rigtig glad for, at Søren kommer med så stærkt et fundament, og jeg glæder mig til at samarbejde med Søren om udviklingen af Københavns kultur- og fritidsliv til gavn for københavnerne, siger hun i en pressemeddelelse.