
Arkivfoto
Partier kræver alle børnesager genåbnet
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Venstre og Radikale Venstre i Langeland Kommunalbestyrelse kræver nu, at alle sager om anbringelser af børn, hvor der er tvivl om forvaltningens sagsbehandling, skal genbehandles.
– Vi kan ikke lade borgerne stå tilbage med den tvivl, og derfor mener jeg også, vi skal ind og kigge sagerne igennem igen. I de sager, hvor der er rejst alvorlig tvivl om sagsbehandlingen, er vi nødt til at starte forfra, forklarer Karina Jørgensen til Fyns Amts Avis.
Meldingen kommer efter de seneste dages kritik af sagsbehandlingen i kommunen, hvor borgmester Tonni Hansen (SF) har erkendt, at der er sket fejl i en konkret sag, hvor en central børnesamtale aldrig blev afholdt.
Venstre og Radikale Venstre sidder til sammen på seks ud af 15 mandater i kommunalbestyrelsen. Det drejer sig om cirka 60 sager, som partierne vil gennemgå på ny.
Borgmester: Personalet gør sit bedste
Borgmesterens opbakning er dog intakt, fremgår det af en skriftlig udtalelse, som Danske Kommuner har modtaget.
Foruden Tonni Hansen er kommunaldirektør Jani Hansen og konstitueret leder af familieafdelingen Litzi Overvad medforfatter på udtalelsen. Det er ”ulykkeligt, når der sker fejl”, og forvaltningen bestræber sig hele tiden på at blive bedre. Derfor er man gået i samarbejde med Socialstyrelsens taskforce på området, lyder det.
– Vores budskab er helt enkelt, at personalet i familieafdelingen gør sit bedste for at løse komplicerede sager med menneskeligt store konsekvenser. Det gør de i et felt, som næsten pr. definition er konfliktfyldt. Derfor er der fra politisk side fortsat opbakning og tillid til personalet i familieafdelingen og deres faglige vurderinger. Hvis det viser sig, at en klageinstans konkluderer, at vi har begået fejl i sagsbehandlingen, så retter vi selvfølgelig op på fejlen, lyder det fra Tonni Hansen.