Christiansborg bør lave kommunale kvoter for grøn energi. Foto: Colourbox
Kommunale kvoter for grøn energi kan forhindre naboprotester
tekst Gitte Johansen, gij@kl.dk
Naboprotester er den største trussel mod den kommunale klimadagsorden, og det skal vi have gjort noget ved, hvis vi vil lykkes med den grønne omstilling. Sådan lyder det fra seniorforsker på Aalborg Universitet, Kristian Borch. Han foreslår en model, hvor folketingspolitikerne påtager sig ansvaret ved at fastsætte et mål for hvor stor en del af kommunernes energiforbrug, der skal stamme for vedvarende energi.
– Antallet af konflikter vil eksplodere de kommende år, hvis ikke vi finder en ny model for udbygningen af den grønne energi. En del af løsningen er, at Christiansborg sætter et centralt mål, og giver kommunerne en kvote for den mængde vedvarende energi, de skal producere, siger han.
Han foreslår, at KL påtager sig ansvaret for at fordele kvoterne mellem kommunerne.
– Kommunerne må se hinanden i øjnene og med hjælp fra KL fordele opgaven. Præcis som de gør i andre situationer. Nogle kommuner har god plads og meget vind, mens det i Gentofte kan være svært at placere vindmøller, men så kan de i stedet sætte solceller på deres tage, siger Kristian Borch.
Han understreger, at folketingets opgave kun er at udstikke en kvote, som kommunerne i samarbejde med borgerne skal opfylde.
– Landspolitikerne skal ikke beslutte, at der skal stå 10 møller i et bestemt område. Vi undgår kun ballade, hvis vi får skabt lokalt forankrede beslutninger, hvor lokalsamfundet selv beslutter, hvordan de vil
løfte opgaven med at nå i mål med kvoten for grøn energi, siger Kristian Borch.
I det øjeblik møllevingerne snurrer for din egen pengepung, så generer de pludselig meget mindre, end når de snurrer for en privat opstiller.
Ikke i min baghave
Efter at have forsket i vedvarende energi og borgerinddragelse i ?? år køber Kristian Borch ikke ind på udtrykket ”not in my backyard”. Han er overbevist om, at danskerne vil den grønne omstilling, også når solcelleparken rykker ind i baghaven. Hvis borgerne vel og mærke bliver hørt og inddraget i processen.
– Kommunerne har valgt at outsource den grønne omstilling til private aktører og agerer i de fleste tilfælde blot ekspeditionskontor. De sidder og venter på en ansøgning fra en privat aktør, som de kan sende i høring. Det er en opskrift, der er født til at give ballade, siger han.
Ifølge Kristian Borch handler konflikterne nemlig ikke om lysglimt fra møllevinger og udsigten ud over havet, men derimod om danskernes indædte modstand mod at få trukket noget ned over hovedet. Lige gyldigt om det handler om alkohol eller vindmøller.
– Vi lever i et demokrati, og borgerne vil have medbestemmelse på det fællesskab, de er en del af. Men borgerne føler ikke, at de har noget som helt at gøre med en kæmpe vindmølle, som private aktører sætter op og tjener penge på. De føler, at de demokratiske principper bliver trådt under fode, når kommunen samarbejder med en kommerciel aktør, siger han.
Løsningen er strategiske energiplaner, hvor kommunerne påtager sig ansvaret for en overordnet planlægning og herefter inddrager borgerne i beslutningsprocessen.
– Byrådspolitikerne skal ikke komme med færdige løsninger. De skal i stedet være proaktive og gå ud i lokalsamfundet og sige: Vi har fået denne her opgave – hvordan skal vi løse den? Kommunen skal facilitere, at lokalsamfundet selv finder en løsning i form af vindmøller, solceller eller jordvarme, siger han.
Det bedste værn mod konflikter er at skabe medejerskab, og helt ideelt er det, hvis lokale ejer møllerne eller solcelleparken i fællesskab og danner en fond, hvor en del af indtjeningen ryger tilbage til lokalområdet.
– I det øjeblik møllevingerne snurrer for din egen pengepung eller lys på cykelstien til dine børns skole, så generer de pludselig meget mindre, end når de snurrer for en privat opstiller, du ikke kender, siger Kristian Borch.
