
Frisætning af kommunerne var et af hovedpunkterne i finansminister Nicolai Wammens (S) tale på Kommunalpolitisk Topmøde 2022 i Aalborg. Foto: Lars Horn / Baghuset
Byrødder om regeringens tilbud om frisætning: Vi vil ikke vælge
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Det startede med statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale og blev senest statueret i finansminister Nicolai Wammens (S) tale på Kommunalpolitisk Topmøde 2022. Efter knap tre år med frikommuneforsøg i syv kommuner skal alle kommuner nu have mulighed for det samme.
Derfor skal alle kommuner have lov til at vælge ét område, der sættes fri fra statslige reguleringer, ud af tre mulige; ældreområdet, dagtilbudsområdet eller folkeskoleområdet, lyder tilbuddet fra regeringen.
Mens tanken om frisætning begejstrer flere byrådsmedlemmer, er der utilfredshed med udsigten til kun at måtte vælge ét enkelt område at sætte fri.
– Jeg synes, som de fleste andre, at vi skulle sættes fri på flere områder. Lidt er nok bedre end ingenting, men jeg synes, man skulle overveje at give større mulighed for lokal frisættelse. Der er selvfølgelig lokale forhold, der gør sig gældende for, hvordan man kan gøre det, siger Johannes Poulsen (R), der sidder i byrådet i Herning og er medlem af økonomi-, erhvervs- og uddannelsesudvalget.
Carsten Leth Schmidt, der er byrådsmedlem for Slesvigsk Parti i Haderslev, hvor han er formand for teknik- og miljøudvalget, er enig.
– Hvorfor skal man vælge? Hvorfor går man ikke bare i gang med det, der giver mening? siger han.
I Hvidovre hilser byrådsmedlem Søren Friis Trebbien (K) frisættelsen velkommen, selvom han dog også gerne så, at flere valgmuligheder var i spil.
– Som udgangspunkt kunne vi godt tænke os, at vi måtte tage flere end de tre områder. Vi vil gerne have sat meget mere fri, men det er godt at starte et sted, siger Søren Friis Trebbien, der er medlem af blandt andet børne- og uddannelsesudvalget i Hvidovre.
Det samme gør sig gældende i Sorø, hvor Bo Mouritzen (EL), medlem af børne- og undervisningsudvalget og næstformand i klima- og miljøudvalget, igennem flere år har oplevet en top-down styring fra staten.
– Jeg kan ikke forstå det med ét område, men det er altid en god ide med lokal styring. Det har aldrig været godt at centralisere tingene, siger Bo Mouritzen.
Børn og ældre er favoritter
Foreløbig ser det dog ud til, at kommunerne bliver stillet over for et svært valg. Hvilket område skal sættes fri? Skal man pege på kun ét, ved Hanne Klit (S), der er byrådsmedlem i Svendborg, godt, hvad hun ville vælge.
– Et af de områder, der kunne være interessant, er ældreområdet. Hvis man kan finde en smartere og bedre måde at gøre tingene på blandt andet i forholdt til den dokumentation, man taler om, siger Hanne Klit (S), der er formand for senior-, social- og sundhedsudvalget i Svendborg.
Også Johannes Poulsen fra Herning ville vælge ældreområdet, selvom han dog også mener, at folkeskoleområdet har brug for større frihed.
Søren Friis Trebbien fra Hvidovre vakler mellem de samme to områder.
– Ud fra min kommune og dens forudsætninger er jeg meget i tvivl, om det skal være børne- og ungeområdet eller ældreområdet. Jeg tror, jeg ville vælge ældreområdet, for vi vil gerne have det frie valg styrket, og det ville vi have bedre mulighed for med friere rammer, siger Søren Friis Trebbien.
I Haderslev peger Carsten Leth Schmidt på et helt fjerde område.
– Noget, der har stor betydning, er beskæftigelsesområdet. Nu er jeg selv formand for teknik- og klimaudvalget, og planarbejdet i forbindelse med en masse boligbyggeri og lokalplanlægning, der kunne man godt tænke sig mere frit slag, siger Carsten Leth Schmidt.
Vesthimmerland Kommune har tidligere været med i et frikommuneforsøg i 2016, hvor beskæftigelsesområdet blev sat fri. Det var en succes, og ifølge Jakob Vium Dyrman (V), der selv er medlem af beskæftigelsesudvalget, har det givet kommunen mulighed for at højne serviceniveauet. Han ser dog også muligheder på et andet felt.
– Jeg kan se fordelen i at sætte beskæftigelsen fri, men umiddelbart ville jeg nok sætte sundhedsområdet mere fri. Vi står overfor massive udfordringer, så det kunne være godt at blive sat fri på det område, siger Jakob Vium Dyrman.
Bo Mouritzen fra Sorø er også ret overbevist om, at reguleringen har taget mest overhånd på beskæftigelsesområdet.
– Jeg tror, jeg ville vælge børne- og ungeområdet, fordi det er der, jeg er. Men det, der måske trænger mest, er beskæftigelsesområdet. Det er reguleret på mange forfærdelige måder, siger Bo Mouritzen.