
Foto: Hedensted Kommune
DF-veteran er pludseligt død
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Efter kort tids sygdom og indlæggelse er kommunalbestyrelsesmedlem og formand for social- og omsorgsudvalget i Hedensted, Allan Petersen (DF), pludseligt afgået ved døden.
Det oplyser Hedensted Kommune mandag.
Allan Petersen begyndte sit politiske virke i Juelsminde, hvor han sad frem til kommunesammenlægningen. Herefter fortsatte han i Hedensted, hvor han i denne periode var formand for social- og omsorgsudvalget. Siden folketingsmedlem Hans Kristian Skibby forlod partiet i februar var han eneste repræsentant for Dansk Folkeparti.
En fornem repræsentant
Tabet af en kollega berører Hedensteds borgmester Ole Vind (V) dybt.
– Det er med stor sorg, at jeg har modtaget beskeden om, at Allan Petersen er gået bort efter kort tids sygdom. Allan var en kær kollega, og vi kommer alle til at savne Allan. Som menneske husker vi hans altid gode humør og venlighed, og som politiker var han en fornem repræsentant for kommunen. Vi husker ham for hans ihærdighed for at skabe gode resultater, særligt på ældreområdet, som lå ham meget nært, siger Ole Vind i kommunens pressemeddelelse.
Allan Petersen efterlader sig sin hustru, to døtre og børnebørn.
Ole Kjærskov Nielsen er Dansk Folkepartis førstesuppleant i Hedensted og vil overtage pladsen i kommunalbestyrelsen, skriver Horsens Folkeblad.