
Foto: Lars Horn/Baghuset
Middelfart løber med klimapris
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Det er ikke altid nemt at gøre noget for den grønne omstilling i praksis. Mange borgere vil ikke have en vindmøllepark i baghaven.
Men det kan lade sig gøre. Det har Middelfart Kommune vist med lokale energifællesskaber. Eksempelvis i landsbyen Brenderup, hvor solcelleparken ”Sol over Brenderup” er opfundet, igangsat, ejet og drevet af borgerne. Også i landsbyen Føns er man gået foran ved at lave sit eget nærvarmesystem, der bygger på jordvarme og resttræ.
Det blev derfor Middelfart Kommune, der fredag formiddag fik overbragt Kommunernes Klimapris i form af et trofæ, der er skabt af billedkunstneren Kigge Hvid.
– Vinderen er en kommune, der siger ”YIMBY” – yes, in my backyard”, sagde KL’s nyvalgte formand Martin Damm, da han overrakte prisen til en pavestolt Middelfart-borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S).
– Det er fantastisk. Det er rigtig fint med målsætninger, men hvis klimaet for alvor skal hjælpes, er det handling, der skal til. Det at få prisen i dette selskab er en ekstra stor ære, sagde Johannes Lundsfryd (S).
Blandt de øvrige nominerede var laboratoriet for bæredygtigt boligbyggeri i Køge, Nørreådalsprojektet i Viborg og Rathlousdaldæmningen i Odder.