
Med På Vej-uddannelsesforløbet håber Tønder Kommune, at flere vil vælge de pædagogiske uddannelser. Foto: Colourbox
Tønder går alternative veje for at løse massiv mangel på pædagoger til botilbud
tekst Thomas Kokholm, tkn@kl.dk
Tønder Kommune går nu nye veje for at løse rekrutteringsudfordringen. Et nyt uddannelsesforløb skal skaffe flere kompetente hænder til især kommunens botilbud.
Uddannelsestilbuddet På Vej er et intenst 16-dages kursus, som skal give deltagerne lyst til at gå i gang med en uddannelse indenfor pædagogik. 23 medarbejdere fra Bo og Beskæftigelse i Tønder Kommune gik i gang i sidste uge. Der er tale om ufaglærte eller kortuddannede, der allerede arbejder i kommunen, på det specialiserede socialområde, primært på botilbud.
Anja Andreasen Schøler, der er områdeleder i Psykiatri og Handicap ved Tønder kommune, har allerede fået positive meldinger fra kursisterne.
– Vi kan se en massiv rekrutteringsudfordring. Her i yderområderne må vi gøre noget ekstra for at klare den. Vi er nødt til at gøre noget særligt for at kunne klare opgaverne for borgere med særlige behov, forklarer hun.
Anja Andreasen Schøler sætter lidt billeder på, hvor stor udfordringen er.
– Skræmmeeksemplet er et botilbud for folk med nedsat funktionsevne, hvor der mangler hele ni pædagoger. Generelt mangler vi hvert sted at få besat tre til fire stillinger. Vi skal gøre noget for at fastholde de gode ufaglærte, der allerede arbejder på området, og give dem et kompetenceløft, siger hun.
Motivation til videre uddannelse
Uddannelsesforløbet giver deltagerne kompetencer inden for eksempel konflikthåndtering, voldsforebyggelse, handleplaner, pædagogik og omsorg. Det er håbet, at På Vej kan inspirere til, at flere sætter sig på skolebænken og tager en ny uddannelse eller måske supplerer sin eksisterende.
– Tønder Kommune mangler som alle andre kommuner pædagoger. Så vi håber, at forløbet her giver mod og motivation til mere uddannelse, som for eksempel pædagogisk assistent, socialpædagog eller meritpædagog, forklarer Grethe Høyrup Nielsen, der er direktør for Børn, Unge og Social i Tønder Kommune.
I uddannelsen er der lagt meget vægt på vekselvirkningen mellem teori og praksis. Ifølge UC Syd og Tønder Kommune viser forskningen nemlig, at læringsudbyttet er størst, når flere medarbejdere fra samme arbejdsplads deltager, når uddannelse sker over tid, og når der er mulighed for, at kursisterne hurtigt kan komme ud og afprøve den nye viden i praksis.
– Vi håber også, at det her kan give det, vi kalder 4. g’er – altså unge, der arbejder på området efter for eksempel gymnasiet – kan få lyst til at gå videre ad den vej, siger Anja Andreasen Schøler.
Søgningen til velfærdsuddannelserne på landsplan er i tilbagegang. På landsplan er søgningen på pædagoguddannelsen siden 2017 faldet med 15 procent, søgningen til sygeplejerskeuddannelsen er faldet med 12 procent, på socialrådgiveruddannelsen er søgningen faldet med seks procent, mens fem procent færre vil uddanne sig til lærere.
– Vi fortæller vores kursister, at der er brug for dem nu og i fremtiden, og at målet med På Vej-forløbet er, at vi vil satse på dem og både give dem et kompetenceløft og motivere dem til at gå i gang med en uddannelse, fortæller Anja Andreasen Schøler.
Lige nu er uddannelsesforløbet rettet mod det specialiserede socialområde, men Tønder Kommune ser allerede potentiale i at lave et forløb på det almene børn- og ungeområde.