
Foto: Joachim Ladefoged / Ritzau Scanpix
KL-formand takker af efter fire år, der langt fra blev, som han havde regnet med
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
I dag byder Jacob Bundsgaard (S), formand for KL og borgmester i Aarhus, velkommen til Kommunalpolitisk Topmøde i Aalborg. De seneste år har Topmødet været afviklet virtuelt på grund af coronakrisen, men i år mødes kommunalpolitikere fra hele landet – og ikke mindst over 1000 nyvalgte – for første gang i tre år. Det er også ved denne lejlighed, at KL’s nye bestyrelse konstituerer sig, og dermed bliver det også Jacob Bundsgaards – foreløbigt – sidste formandstale. Næstformand og tidligere formand Martin Damm (V) ventes nemlig valgt som ny formand for KL.
BLÅ BOG
- Født den 28. februar 1976
- Borgmester i Aarhus siden 2011
- Blev første gang valgt til byrådet i Aarhus i 2002
- Uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet
- Formand for KL fra 2018-2022 og næstformand fra 2016-2018
For Jacob Bundsgaard har det været fire travle år som formand for KL. Han glæder sig til, at der bliver lidt flere huller i kalenderen.
– De er godt nok allerede ved at være fyldt op med andre ting, griner han og fortsætter:
– Det er spændende, og det er givende at være formand for KL. Men det er også en stor opgave, og jeg ser frem til, at jeg i denne her valgperiode kan koncentrere mig lidt mere om at være borgmester i Aarhus. Det, tror jeg også, er godt. Jeg har selvfølgelig prøvet at balancere det, men man kan jo kun bruge timerne mere end én gang.
Der var da heller ingen, der havde forudset, hvordan perioden som formand for KL ville blive for Jacob Bundsgaard. For ingen havde forudset, at coronavirus ville sprede sig fra det kinesiske Wuhan til resten af verden og blive en lammende pandemi, der satte samfundet på den anden ende.
– Jeg tror ikke, der er mange ministerkontorer, jeg ikke har besøgt i denne her tid. Vi skulle handle hurtigt, men det lykkedes at lave nogle gode og rigtige greb i starten – blandt andet, at vi lavede en aftale med regeringen om, at økonomien ikke skulle være til hinder for, at vi opførte os ansvarligt. Det, at vi fik lavet den aftale meget tidligt i forløbet, var helt afgørende for, at kommunerne kunne kaste sig så stærkt ind i forløbet, siger Jacob Bundsgaard.
Måtte knibe sig i armen
For KL-formanden var coronakrisen både en spændende og en hektisk periode. KL har gennem hele pandemien været bindeled mellem Folketinget, regeringen og kommunerne.
– KL har haft en meget stærk og koordinerende rolle. Der er da ting, der havde været sjovere at bruge kræfter på i forhold til udviklingen af den offentlige sektor, men det har været helt afgørende og vigtigt at få løst coronakrisen så godt som muligt, siger Jacob Bundsgaard og fortsætter:
– Når man ser på, hvordan Danmark er kommet igennem coronakrisen, så har vi jo formået på tværs af Folketinget, regeringen, regionerne, kommunerne og civilsamfundet at løfte opgaven på helt formidabel vis. På det operationelle har vi været exceptionelt effektive, og der har været massiv opbakning i befolkningen, hvilket jo også er et skulderklap og en demonstration af den store tillid, der er til os.
Men engang i mellem har man næsten måtte knibe sig i armen og mærke efter, om det kunne være rigtigt, at kommunerne gang på gang kunne levere så imponerende.
KL-formanden mener ikke mindst, at krisen også har demonstreret, hvor meget kommunerne kan løfte.
– Kommunerne har virkelig leveret og vist, hvad man kan, når man rykker sammen i bussen – selvom det var en tid, hvor vi alle skulle holde afstand. Vi stod sammen om at løse en opgave, og det lykkedes ikke mindst på grund af alle de dygtige ledere og medarbejdere, der er i kommunerne, siger Jacob Bundsgaard og hæfter sig ved, at der blev truffet beslutninger og løst opgaver i en hidtil uset fart.
– Der skulle opereres med væsentligt kortere tidsfrister, end man var vant til og måske havde lyst til. Men engang i mellem har man næsten måtte knibe sig i armen og mærke efter, om det kunne være rigtigt, at kommunerne gang på gang kunne levere så imponerende. Opgaverne er virkelig blevet grebet an med ildhu og professionalisme.
En afslutning på en årelang konflikt
Selvom corona uden tvivl har fyldt meget i Jacob Bundsgaards formandsperiode, er der dog også andre ting, han hæfter sig ved, når han ser tilbage. Da Jacob Bundsgaard i 2018 overtog formandsposten i KL, var forholdet til en af kommunernes store medarbejdergrupper, folkeskolelærerne, stadig følsomt ovenpå en voldsom lockout år forinden og flere års konflikter.
Jeg er rigtig glad for, det lykkedes at få genskabt et godt samarbejde ovenpå vel mere end et årti, hvor vi har været i konflikt.
– Noget af det første, jeg tog fat på, var at forsøge at genskabe en god relation og en tillid hos en af vores vigtige medarbejdergrupper, folkeskolelærerne, fortæller Jacob Bundsgaard og fortsætter:
– Jeg er rigtig glad for, det lykkedes at få genskabt et godt samarbejde ovenpå vel mere end et årti, hvor vi har været i konflikt. Det har været helt afgørende for mig, at vi i dag er et andet sted, hvor vi kan udvikle vores folkeskole. Det har ikke gjort noget godt for nogen, at man har stået så langt fra hinanden. Det var en klar ambition for mig, da jeg gik ind i perioden, at vi kunne få bilagt den strid og begynde at se fremad, og det glæder mig, at det er lykkedes, siger Jacob Bundsgaard.
Derudover har han også haft en klar ambition om, at kommunerne skulle spille en større rolle i klimaarbejdet. En ambition, han også kan notere som opfyldt, inden han giver stafetten videre.
– Vi har vedtaget, at vi i den kommende periode skal have et klimaudvalg i KL, og vi har fået alle kommuner med ombord i DK2020. Det betyder, at alle kommuner nu er i fuld gang med at lave klimaplaner, og dermed også får sat konkret handling på de klimaambitioner, som kommunerne har, siger Jacob Bundsgaard og tilføjer:
– Når vi får koordineret indsatsen blandt 98 lokale demokratier, så rykker det. Det kommer til at få en kæmpemæssig betydning for den samlede klimaindsats i Danmark, at det er lykkedes.