Foto: Jakob Carlsen

Kalundborgs tal-mand er KL's nye, gamle formand

Efter fire år som næstformand kan Martin Damm (V), borgmester i Kalundborg, igen kalde sig formand for KL. Den nordvestsjællandske borgmester, der på hjemegnen er blevet kaldt det talende excel-ark, vil kæmpe for ”ægte” frihed til kommunerne, og så går der sjældent en dag, hvor der ikke opstår fem gode idéer.

tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk

Kigger man i den nye KL-formand Martin Damms (V) kalender, kan man støde på noget, som muligvis stikker lidt ud i forhold til mange af landets øvrige borgmestres kalendere. For Martin Damm, der netop har taget hul på sin fjerde periode som Kalundborg-borgmester, besluttede allerede som ny borgmester, at han skulle have tid. Tid til at tænke.

– Der er nok, der vil beskæftige dig i døgnets 24 timer. Da jeg startede som borgmester, blev der også planlagt alt muligt i min kalender, indtil jeg sagde stop. Så bookede jeg selv hele dage i min kalender, hvor jeg skrev: ”Her skal jeg tænke mig om.” Du er nødt til at skaffe dig noget tid til at reflektere og selv holde fast. Det er der, du kommer foran, fortæller Martin Damm.

Tænkedagene er måske ikke så mange, som de har været, og hullerne i kalenderen bliver formentlig kun endnu færre nu, hvor han tager fat på sin anden periode som formand for KL. Men én ting ændrer han ikke. Han vil selv stå i allerforreste række. Være dirigent for Ældre Sagens møder, holde oplæg i Rotary-klubben, besvare mails – og ikke mindst tage telefonen.

Det er en kæmpe tillidserklæring, at borgerne ringer – uanset om det er om kommunale opgaver eller ej. For det betyder, at de opfatter kommunerne som den primære indgang. Vi er relevante.

– I kommunerne vil man helst ikke have folks telefonnumre stående på hjemmesiden. Men mit mobilnummer står på Kalundborg Kommunes hjemmeside, og jeg har kun det ene nummer. Sådan har det altid været, og jeg har insisteret på, at det skulle forblive sådan, siger Martin Damm og fortsætter:

– Da jeg var formand for KL sidst (fra 2014-2018, red.), oplevede jeg en dag, at en borger fra Københavns Kommune ringede. Hun havde problemer med at finde nummeret til pladsanvisningen, og det måtte jeg jo så hjælpe hende med. Det er vigtigt for mig at tage mig tid til – selvom jeg drillede Frank Jensen, den daværende overborgmester i København, med, at jeg måtte være borgerservice for hans kommunes borgere.

Martin Damm griner, men hans fortæller. Men den direkte kontakt med borgerne er ikke for sjov. Tværtimod betragter han det som en tillidserklæring, hver gang telefonen ringer i Kalundborg Kommune.

– Det giver mig en hel masse føling med, hvad der foregår, når jeg taler med borgerne. Det er også os i kommunerne, der leverer velfærden, og folk ringer om alverdens ting. Men prøv at forestille dig, hvis telefonen ikke ringede. Det er en kæmpe tillidserklæring, at borgerne ringer – uanset om det er om kommunale opgaver eller ej. For det betyder, at de opfatter kommunerne som den primære indgang. Vi er relevante.

Et grundigt energibundt

Der er ingen tvivl om, at Martin Damm er kommunemand. Siden 1998 har han været lokalt valgt – først i den daværende Gørlev Kommune og siden kommunalreformen i Kalundborg Kommune. I 2010 satte han sig for første gang i borgmesterstolen.

– Det var ikke den mest veldrevne kommune. Vi hang på bagkanten af en økonomisk krise, arbejdsløsheden var høj, og det hele var mest af alt sort i sort, fortæller han og fortsætter:

– Jeg går meget op i økonomi og struktur, og jeg vil gerne finde muligheder for at forbedre de generelle rammevilkår. Jeg joker nogle gange med, at vi har en klar arbejdsfordeling i kommunalbestyrelsen i Kalundborg: Der er 26, der går op i, hvordan pengene skal bruges, og så er der én, der skaffer dem.

Siden har Kalundborg oplevet massiv vækst, og skatten er blevet sat ned seks gange på 10 år.

– Når vi er lykkedes med det, er det for det første ikke min fortjeneste alene. Dernæst skyldes det, at vi ikke kun har spekuleret på, hvad pengene skal bruges på, men også hvor de kommer fra. Vi har sikret nogle stabile indtægter, konstaterer han.

Det med økonomi ligger da heller ikke Martin Damm, der er uddannet civiløkonom, fjernt. I Kalundborg er han ligefrem blevet kaldt det talende excel-ark. Et udtryk for en enorm indsigt, fortæller Ole Glahn, der er tidligere mangeårigt radikalt medlem af kommunalbestyrelsen i Kalundborg.

– Han er meget kompetent, og han har en utrolig god indsigt i økonomiske sammenhænge. Han er en dreven forhandler, der har styr på tingene, siger Ole Glahn.

Det billede kan partifællen, tidligere borgmester i Rudersdal, Jens Ive, der har siddet i KL’s bestyrelse sammen med Martin Damm i otte år, genkende.

– Martin sætter sig særdeles grundigt ind i tingene, og han har et imponerende højt energiniveau, der gør, at han kan nå mere end de fleste.

At Martin Damm er en tal-mand, kan Gunver Jensen (tidligere Socialdemokrat, nu Kalundborg-listen), der ligeledes har været medlem af kommunalbestyrelsen i Kalundborg i mange år, også skrive under på. Og så er han blevet blødere med årene, mener hun.

– Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt for Martin at have styr på tingene. Han har været meget mere kantet, men årene har gjort ham mere blød og imødekommende.

Jeg tror, der var nogle, der tænkte, at jeg godt nok var en irriterende karl, der var kommet ind i kommunalbestyrelsen. En af embedsmændene kaldte mig endda puritaneren.

At Martin Damms politiske karriere startede med mere kant, kan han ikke helt undslå sig. Efter at have været foreningsmand i flere år, engagerede han sig i politik, og stillede spørgsmål. Mange spørgsmål.

– Jeg var nok mere hård i starten, siger Martin Damm og fortsætter:

– Jeg havde fokus på, at der ikke skulle være noget ødsel i det offentlige. Da jeg kom ind i politik, sad folk og røg til møderne. Der var også mere alkohol i den politiske kultur, og der var nogle studieture til udlandet, som folk måske ikke fik særlig meget ud af. Så sagde jeg: ”Lad os dog koncentrere os om kerneopgaven i stedet.” Jeg tror, der var nogle, der tænkte, at jeg godt nok var en irriterende karl, der var kommet ind i kommunalbestyrelsen. En af embedsmændene kaldte mig endda puritaneren. Men jeg blev jo også ramt af virkeligheden og indså, at der faktisk var fornuft i noget af det, jeg udefra havde betragtet som ødsel.

Den velforberedte opnår mest

Lysten til at præge udviklingen er stadig intakt hos Martin Damm. Det samme er energien.

– Når jeg ser et problem, går jeg lynhurtigt i løsningsmode. Jeg får fem idéer om dagen, og jeg synes, det er dødspændende at være med til at udvikle. Den dag, man tænker: ”Åh, nu skal du på arbejde,” så skal man lade være. Så har man ikke gjort sig fortjent til at være borgmester.

For den mangeårige borgmester er god forberedelse nøglen til de politiske resultater. I politik får den velforberedte nemlig altid lidt mere igennem end den uforberedte, siger han, der også gerne tænker flere skaktræk frem, inden han sætter sig til forhandlingsbordet.

– Det gælder om at kende dem, du skal forhandle med, og rykke skakbrikken nogle gange, inden du når målet, konstaterer han.

Men som KL-formand skal man være parat til at lægge partiskjoldet i våbenhuset. Det er Martin Damm yderst bevidst om, når han sætter sig til bords med de øvrige medlemmer af KL’s bestyrelse.

– Jeg synes faktisk, det burde være enhver forundt at prøve at være i et organ som KL’s bestyrelse. Vi kan kun mene noget, hvis vi er enige om det. Det, at der skal være konsensus, giver en helt anden dynamik. Det tvinger os til at tænke kommunalt og ikke partipolitisk. Det er en ære at være formand for, siger Martin Damm.

Han lægger selv vægt på, at han har et indgående kendskab til kommunerne.

– Der er ikke den kommune i landet, jeg ikke har været i. Jeg kender mange af kommunernes problematikker – også helt ned på enkelt kommuneniveau. Jeg starter ikke helt fra bunden.

En urmagerskruetrækker fra Christiansborg

Mens nogle af kommunernes udfordringer kan være individuelle, er der også en del udfordringer, kommunerne har til fælles. Og Martin Damm er ikke i tvivl om, hvad der bliver den største udfordring for kommunerne de kommende år.

– Man kan sammenligne det med filmen ’Den gode, den onde og den grusomme.’ Det gode i denne her sammenhæng er, at de fleste kommuner qua udligningsreformen har penge til at gøre noget. Det onde er, at kommunerne skal holde sig under budgetlofterne, som betyder, at de ikke må bruge de penge, de har, også selvom de har behov for det. Og det grusomme er, at selv hvis du så fik lov at bruge pengene, så kan du ikke få arbejdskraft, siger Martin Damm og fortsætter:

– Folk kan ikke forstå, at de har fået bevilget hjemmehjælp, hvis der ikke er nogle sosu’er til at hjælpe dem. Samtidig har vi højkonjunktur, som betyder, at folk selv har råd til mere, og det giver dem endnu mindre forståelse for, at det offentlige ikke kan levere mere. Og det er kommunalpolitikerne, der kommer til at stå med forklaringsopgaven på det store gab. Der er det KL’s rolle at få gjort det krystalklart for Folketinget, at de er nødt til at gøre noget for at skaffe mere arbejdskraft.

Martin Damm mener, at staten og kommunerne bør lave en fælles forventningsafstemning med borgerne.

– Det kunne vi godt bruge lidt hjælp til, for de økonomiaftaler, vi har opnået, kan på ingen måde honorere det, der er italesat fra Christiansborg, siger han.

Folk kan ikke forstå, at de har fået bevilget hjemmehjælp, hvis der ikke er nogle sosu’er til at hjælpe dem.

Mens kommunernes største udfordring er manglen på arbejdskraft, har Martin Damm også en anden vigtig kamp for øje – nemlig mere frihed til kommunerne. Og det skal være ægte frihed, understreger Martin Damm.

– I bund og grund er frihed nu blevet defineret som, at kommunerne på ét fagområde kan få dispensation for nogle af reglerne. For der er jo også nogle hjørneflag, der skal sættes, konstaterer han og fortsætter:

– Når vi taler om mangel på arbejdskraft, er det jo helt tosset, at vi binder mange ressourcer i al den detailstyring, der finder sted i kommunerne. Der er ikke råd til at spilde ressourcer på bureaukrati og dårlig opgaveløsning. Jeg tror også, statsministeren inderst inde godt ved det, men jeg er bange for, at der er meget stærke kræfter både i embedsværket og i støttepartierne, som har svært ved at give slip. Det er også væmmeligt at give slip, når man har haft fingrene nede i bolledejen, siger han, som mener, der er en ”voldsom appetit på Christiansborg” for detailstyring.

– Man sidder jo nærmest med en urmagerskruetrækker inde i den store velfærdsmaskine. Et godt eksempel er minimumsnormeringerne, hvor man vil finde en metode, så man kan måle antallet af pædagoger i forhold til antallet af børn på Rosinstuen. Det går langt længere end det, kommunalpolitikere har lyst til at styre. Og mens de så har fokus på denne der lillebitte skruetrækker, har de overhovedet ikke opdaget, at der slet ikke er noget personale at ansætte i daginstitutionerne.