
Borgmestre er skuffede over regeringens nye sundhedsudspil
tekst Gitte Johansen, gij@kl.dk
En røgfri generation og forbud mod salg af alkohol til unge løb med al opmærksomheden, da regeringen i går præsenterede sin længe ventede sundhedsreform.
Men efter en grundig gennemlæsning af udspillet må borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær (K), skuffet erkende, at det ikke kun er journalisternes manglede interesse, der er skyld i den manglende medieomtale af det nære sundhedsvæsen.
– En reform af sundhedsvæsenet handler om meget andet end tobak og alkohol, og det er ærgerligt at politikerne ikke har lagt mere vægt på det nære sundhedsvæsen i udspillet. Jeg savner opmærksomhed på opgaven med at skabe sammenhæng i sundhedsvæsenet og på hele finansieringen af de nye sundhedsopgaver, siger Benedikte Kiær.
Hun bakkes op af sundheds- omsorgsborgmester i København, Sisse Marie Welling (SF), som ikke mener, at udspillet tager hånd om de store udfordringer, som sundhedsvæsenet står over for.
– Jeg mangler i den grad fokus på det nære sundhedsvæsen og de store udfordringer med rekruttering, vi står overfor. Det er der skøjtet let og elegant hen over. Man er nødt til at gøre sig klart, at hvis man skal løse sundhedsvæsenets udfordringer, er man først og fremmeste nødt til at tage hånd om rekrutteringsudfordringerne. Så længe vi mangler så meget sundhedsfagligt personale, som vi gør nu, vil kvaliteten kun gå en vej, og det er nedad. Uanset hvilke reformer vi laver på området, siger Sisse Marie Welling.
I udspillet foreslår regeringen at nedsætte en kommission for robusthed i sundhedsvæsenet. Kommissionen skal komme med anbefalinger til løsninger, som kan håndtere udfordringerne i forhold til personalekapacitet, som det udtrykkes i udspillet. Men det er ikke en model, der vækker begejstring hos sundhedsborgmesteren i København.
– Kommissioner er der nedsat mange af gennem tiderne, og det er ikke altid, at politikerne lytter til kommissionens anbefalinger. Nogle gange ryger anbefalingerne bare i papirkurven. Jeg savner, at man tager det her problem alvorligt og sætter gang i nye initiativer nu, siger Sisse Marie Welling.
I Helsingør Kommune er Benedikte Kiær lidt mere positivt stemt overfor ideen om en kommission.
– Det er ikke en hurtig og sexet løsning, men jeg tror, det er nødvendigt at nedsætte en kommission, som kan se på hele lønudviklingen samlet. Der er ingen snuptagsløsninger her. Vi bliver nødt til at se på både optaget på velfærdsuddannelserne og lønnen i en større sammenhæng, siger hun.
Pengene følger stadig ikke med
I Helsingør er Benedikte Kiærs største anke mod udspillet dog, at der stadig ikke er fundet en løsning på det grundlæggende problem med den manglende finansiering af de mange nye sundhedsopgaver, der er flyttet ud i kommunerne.
– Når regeringen siger, at pengene følger med demografien, er det lige lovlig friskt nok. Når vi ser på mængden af nye sundhedsopgaver, som glider ud i kommunerne, kan man ikke bare tale om demografi på den gammeldags måde. Pengene følger slet ikke med mængden af nye sundhedsopgaver. Der mangler der stadig en finansieringsmodel mellem kommuner og sygehuse. Det bliver ikke nævnt med et ord, siger Benedikte Kiær.
Også i København efterlyser Sisse Marie Welling, at landspolitikerne finder en løsning på finansieringen af opgaverne i det nære sundhedsvæsen.
– Politikerne på Christiansborg glemmer fuldstændig det nære sundhedsvæsen. De tror, at færre sengepladser på sygehusene betyder, at patienterne er hoppet raske ud af sengene. Men patienterne er jo bare hoppet ud i senge, hvor den kommunale sygepleje passer dem, uden at vi har fået en krone med til opgaven, siger Sisse Marie Welling.
Benedikte Kiær slår fast, at kommunerne gerne vil overtage flere sundhedsopgaver, så borgerne kan passes i eget hjem og slippe for turen til supersygehusene. Men knasten med finansieringen skal løses.
– Vi mangler det tandhjul, som skal få det hele til at dreje rundt og som sikrer, at pengene følger med opgaven. Vi kommer ikke udenom at se på en ny finansieringsmodel, som understøtter den udvikling, som vi alle sammen gerne vil have. Alle bliver trætte, når man nævner den kommunale medfinansiering, som stadig er suspenderet, men det er noget, vi skal have set på. Og her er der end ikke nedsat en kommission, siger Benedikte Kiær.