
Wilbek: Der kommer rigtig mange ukrainere, men lad kommunerne klare det selv
tekst Thomas Kokholm Nielsen, tkn@kl.dk
– Det er ret massivt det her. Der er kommet rigtig mange, siger Viborgs borgmester Ulrik Wilbek (V).
Der arbejdes på højtryk i Viborg Kommune for at håndtere situationen omkring de ukrainske flygtninge. Borgmesteren ser frem til at Folketinget onsdag vedtager særloven, der kan give kommunerne klarhed.
– Ukrainerne, der kommer i disse dage, er jo ikke så optaget af kommunegrænser. Før vi får særloven, så de kan søge opholdstilladelse, og vi kan få registreret dem i kommunerne, så er det lidt usikkert, hvor mange der egentlig er kommet. Vi ved, at vi har omkring 100, som vi har indkvarteret, og 200, der bor privat hos nogen af de mange ukrainere, der bor her i forvejen, siger Ulrik Wilbek.
Der bor i forvejen omkring 750 ukrainere i Viborg Kommune.
For børnenes skyld
Særloven er også vigtig at få gennemført, ikke mindst for børnenes skyld.
– Vi kan nemt havne i en situation, hvor der ikke er tolke nok. Men samtidig har vi jo rigtig mange, der har stillet sig til rådighed, for vi har mange ukrainere bosat her. Men kommer der rigtig mange, kan der blive en udfordring i forhold til skolebørnene. I det hele taget er udfordringen nu børnene. Det er jo i høj grad dem og kvinderne der kommer. Dem skal vi finde muligheder til, siger Ulrik Wilbek.
Der skal nok være plads til de ukrainske børn på Viborgs skoler.
– Men børnene kommer med forskellige forudsætninger. Nogle er små og nogle lidt større. Nogle kan gå i klasse med andre ukrainere. Og der er måske nogle, der er mere ensomme. Når vi har lidt mere overblik, skal vi se på om der er brug for deciderede modtagerklasser. Der ligger nogle ubesvarede spørgsmål, siger Ulrik Wilbek.
Det overblik kommer først, når ukrainerne har søgt opholdstilladelse ifølge særloven.
– Det er vigtigt med registreringen, for inden vi har den må vi jo ikke rent faktisk placere dem i skoler, siger borgmesteren.
Han påpeger, at det er vigtigt, at ukrainerne husker, at de skal søge opholdstilladelse og ikke asyl.
– Søger de først asyl, så bliver de placeret på et asylcenter. Og det er ikke den bedste måde at integrere på, kan man roligt sige, siger Wilbek.
Lige nu er der et vakuum. Ulrik Wilbek håber at opholdstilladelserne bliver behandlet hurtigt, så man kan komme i gang med integrationen.
– De 750 ukrainere, vi har, går alle på arbejde eller er børn, der går i skole. Det er en befolkningsgruppe, som vi har rigtig gode erfaringer med. Der vil være gode chancer for at få dem på arbejdsmarkedet hurtigt. Der er mangel på arbejdskraft alle steder. Og det er vigtigt, for hvis man ikke kan klare sig selv, så er der lovbestemmelser om, at man skal på asylcenter. Det ser vi ikke så gerne, siger Ulrik Wilbek.
Ringer til naboen
Han ser ikke noget behov for en et stort forkromet system til fordeling af flygtninge. Viborgs borgmester mener, at det er bedre, hvis kommunerne ordner det selv.
– Jeg håber, at man er klar over (Folketinget, red.), at kommunerne sagtens kan klare det her, så det ikke bliver voldsomt statsstyret. Jeg tænker også, at hvis en kommune siger, vi kan ikke tage flere, så kan de ringe til nabokommunen, og spørge om der er ledige boliger der og så videre, siger Ulrik Wilbek og tilføjer:
– Jeg tænker, vi kan klare det mellemkommunalt. Det bliver lidt nemmere på den måde. Så må vi i KL arbejde med kompensationen i forhold til staten og Folketinget. Det bliver nogle gange lidt mere kompliceret, når staten blander sig, siger han.