
Foto: Hung Tien Vu
Aarhus opretter 500 nye nytteindsatser til integration
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Med budgetforliget for 2022 besluttede byrådet i Aarhus at intensivere og investere i arbejdet med nytteindsatsen for borgere med et integrationsbehov, efter regeringen havde præsenteret en 37-timers arbejdspligt. Hvordan denne indsats skal tilrettelægges, fremlægger Aarhus nu en model for.
– Det er en sund logik, at der med rettigheder følger pligter. Men det har samtidig været vigtigt for os at skabe en model for nytteindsats, som reelt hjælper aarhusianere med et integrationsbehov tættere på arbejdsmarkedet, siger Anders Winnerskjold (S), social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.
Modellen skal over de næste to år skabe 500 nytteindsatser fordelt på tre overordnede punkter; ordinære jobs, forløb under integrationsuddannelsen og jobpakker med et fast ugentlig timekrav.
– Udgangspunktet for Aarhus-modellen er, at borgerne skal i så mange timers ordinær beskæftigelse som muligt. Resten af tiden skal de indgå i meningsfulde aktiviteter, der kan klæde dem på til en fremtid med job. Derfor investerer vi først og fremmest i at skabe småjobs på både offentlige og private arbejdspladser, men også i danskundervisning, uddannelsesforløb, praktikker og andre former for opkvalificering, siger Anders Winnerskjold.
Ved budgetforliget for 2022 investerede Aarhus 10 millioner kroner i nytteindsatsen. Forventningen for de 500 nytteindsatser er, at halvdelen af dem skal skabes sammen med private virksomheder og resten på kommunale arbejdspladser. De målrettes brancher, der oplever mangel på arbejdskraft.
– Nytteindsatserne har et dobbelt sigte, nemlig at få flere ledige i arbejde og samtidig hjælpe arbejdsgivere med den fremtidige rekruttering. Vi ved, at der er mangel på arbejdskraft inden for blandt andet velfærdsområderne. De ekstra hænder vil kunne mærkes her og nu, men kendskabet til opgaverne og arbejdspladsen kan også skabe grobund for et job inden for området, siger Anders Winnerskjold.