
Pressefoto
Hemmeligholdte salgsplaner vækker undren: Hvem vil købe et dyrt, fredet slot?
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Tilbage i januar kunne en tydeligt stolt indenrigs- og boligminister Kaare Dybad (S) i en pressemeddelelse fortælle, at en længerevarende strid om anvendelsen af en række bygninger var blevet løst ved et forlig, som betyder, at der i den største bygning, Bilharziosebygningen, bliver indrettet til ungdomsboliger.
Men hvad regeringen ikke meldte ud dengang var, at det ikke blot er bygningerne i slotshaven, der skal sælges, men også selveste Charlottenlund Slot.
Tirsdag kunne Charlottenlund Slot ApS, som er de nuværende lejere af slottet fortælle, at Slots- og Kulturstyrelsen i februar har sendt et brev, hvoraf det fremgår, at slottet skal sælges. Den politiske aftale om salget er indgået tilbage i januar – i forbindelse med de føromtalte ungdomsboliger – mellem regeringen, SF, Radikale Venstre, Konservative og Venstre. Det oplyser Kulturministeriet til Danske Kommuner.
Men hvorfor skal det være så hemmeligt, at et slot er til salg? Og hvorfor har staten ikke kontaktet Gentofte Kommune, hvor slottet ligger?
Det undrer kommunalbestyrelsesmedlem Jesper Marcus (K), der er formand for byplanudvalget, som har ansvaret for lokalplanerne i Gentofte Kommune. Han har ikke hørt om salget, før pressemeddelelsen fra de nuværende lejere blev udsendt tidligere på ugen.
– Jeg spørger mig selv, hvad begrundelsen egentlig er. Både for selve salget, og for den manglende information. Jeg kan ikke umiddelbart se idéen med et salg, for slottet og slotshaven er fredet, og reelt overtager man derfor som køber en masse udgifter og forpligtelser, siger han og nævner vedligeholdelsen af slotshaven som en ganske betragtelig udgift.
I pressemeddelelsen fra Charlottenlund Slot ApS lufter kunsthistoriker og rundviser på Charlottenlund Slot Christian Claudio Apostoli en bekymring for, hvorvidt en privat ejer vil lukke slottet for offentligheden. Men her er både lokalplan og fredning en garant for, at det ikke sker.
– Der skal være adgang for offentligheden i slotshaven, og en eventuel ny ejer skal leve op til den gældende lokalplan. Det betyder, at slottet skal bruges til det samme som i dag – erhverv i form af kontorer. Der har vi som kommune nogle værktøjer, vi kan tage i anvendelse, hvis der sker noget, vi ikke finder hensigtsmæssigt, men det regner jeg ikke med bliver aktuelt, siger Jesper Marcus.
Han mener, at staten har en særlig forpligtelse til at beskytte vores fredede kulturarv. Og han kan godt frygte, at Charlottenlund Slot blot er det første slot, staten sætter til salg.
– Jeg kunne forestille mig, at regeringen tror på, at private aktører er bedre end staten selv til at drive slotte og parker – og det er da interessant for en socialdemokratisk regering. Men jeg ved det ikke. Hvis jeg var byrådsmedlem i andre kommuner, der har slotte, ville jeg dog lige holde lidt øje. Overordnet set kan jeg ikke se idéen med et salg fra statens side, men jeg hører gerne de fornuftige argumenter, siger Jesper Marcus.
Danske Kommuner har spurgt kulturminister Ane Halsboe Jørgensen (S) om, hvorfor salget af slottet er en god idé, men det har ikke været muligt at få ministeren i tale. Vi har også forsøgt at få et svar fra Socialdemokratiets kulturordfører Kasper Sand Kjær. Heller ikke han er vendt tilbage på vores henvendelser.