
Foto: Colourbox
Vejle frifindes for skyld i gammel incestsag
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Vejle Kommune har ikke et erstatningsansvar for, at en i dag 55-årig kvinde i 1980’erne blev voldtaget af sin far.
Det har Vestre Landsret tirsdag afgjort og derfor dømt hende til at tilbagebetale den tortgodtgørelse, hun tidligere har fået udbetalt af kommunen. Det drejer sig om knap 475.000 kroner.
55-årige Jytte Jensens nu afdøde far blev tilbage i 1986 dømt for at have voldtaget sine døtre. Vejle Kommune havde forinden sendt døtrene tilbage til faren. Hidtil havde de været anbragt uden for hjemmet.
Dermed svigtede kommunen, mente Jytte Jensen, der både forlangte godtgørelse for tort og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Byretten tildelte hende godtgørelse i 2019, men ved en dom i januar sidste år blev kommunen frifundet for kravet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, da det ikke blev fundet bevist i retten, at Jytte Jensens nedsatte erhvervsevne bundede i de seksuelle overgreb.
Vejle Kommune indvilgede i at betale godtgørelsen, hvis Jytte Jensen undlod at anke erstatningsdelen. Men det ville hun. Samlet lød Jytte Jensens krav i landsretten på 3,6 millioner kroner.
Landsretten finder ikke, at kommunen var klar over, at den ved at sende pigerne tilbage til forældrene udsatte dem for en risiko. Derfor skal kommunen ikke betale godtgørelse for tort. Her lægger retten også til grund, at Jytte Jensen dengang ikke fortalte nogen om overgrebene.
I en kort kommentar til Vejle Amts Folkeblad siger Vejles borgmester Jens Ejner Christensen (V):
– Jeg er glad for, at det er tre landsdommere, der er enige om dommen. Det er en lang og kompliceret sag, både juridisk og principielt. Det er meget tragisk, hvad Jytte Jensen har været udsat for gennem sit liv. Men sagen har været gennemgået minutiøst af dommerne, og jeg tager deres afgørelse til efterretning.
Dommen er endelig med mindre Jytte Jensen får Procesbevillingsnævnets ja til at indbringe sagen for Højesteret.