
Mattias Tesfaye (S). Foto: Socialdemokratiet
Flertal enige om særlov for ukrainske flygtninge
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
En ny særlov skal sikre ukrainske flygtninge midlertidig opholdstilladelse, adgang til arbejdsmarkedet, velfærd og uddannelse i Danmark. Fredag nåede et bredt flertal i Folketinget til enighed om en særlov, der suspenderer de normalt gældende asylregler for fordrevne ukrainere.
Aftalen skal som udgangspunkt gælde i to år med mulighed for forlængelse og omfatte ukrainske statsborgere og personer med flygtningestatus i Ukraine samt medfølgende familie.
– Ruslands angreb på Ukraine er helt uacceptabelt, og Danmark har et ansvar for at hjælpe de personer, der er fordrevet fra Ukraine. Jeg er derfor glad for, at der er bred opbakning i Folketinget til at lave en ukrainerlov, så de personer, der er fordrevet fra Ukraine, hurtigt kan komme ud på arbejdsmarkedet, og så børnene kan komme i skole, siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i en pressemeddelelse.
Regeringen vil anmode Folketinget om at hastebehandle lovforslaget, så det kan tredjebehandles onsdag den 16. marts.