
Foto: Colourbox
Mindst 13 kommuner har investeringer i Rusland
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
12 danske kommuner har penge investeret i Rusland. Det viser en rundspørge foretaget af Jyllands-Posten, som 72 kommuner har svaret på. Tre kommuner er ved at undersøge deres investeringer, mens 57 kommuner svarer, at de ikke har penge investeret i Rusland.
Skanderborg, der ikke har svaret på avisens rundspørge, har tidligere udtalt, at kommunen har investeringer i Rusland.
Én af de kommuner, der har penge i Rusland, er Skive. Borgmester Peder Christian Kirkegaard (V) fortæller til TV Midtvest, at der arbejdes på at få afviklet de 230.000 kroner, som kommunen har i russiske obligationer.
– Vi boykotter Rusland, og vi boykotter det på baggrund af det overgreb, som de har gjort på Ukraine. Derfor skal vi stå sammen om at have så store restriktioner og så store ting, der kan ramme den russiske økonomi, så vi kan vise, at det er fuldstændig uacceptabelt, siger Peder Christian Kirkegaard til tv-stationen.
Selvom flere kommuner forsøger at trække deres investeringer ud af Rusland, er det måske ikke helt lige til, lyder det fra Flemming Larsen, som er kundedirektør i Jyske Invest, der forvalter nogle af kommunernes formuer.
– Vi har indført en række sanktioner mod Rusland, der betyder, at russiske værdipapirer ikke kan handles eller afvikles. Derudover har Vesten indefrosset en del af den russiske centralbanks penge. Og som modsvar har den russiske centralbank så sagt, at vi heller ikke må trække vores penge ud af Rusland. Den kombination gør, at vi lige nu ikke kan trække alle de investeringer ud af Rusland, som vi gerne ville, siger han til Jyllands-Posten.
Onsdag skrev indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) til alle landets kommuner og regioner, at der opfordres til at afvikle alle russiske investeringer.
– Jeg har i dag (onsdag, red.) skrevet til alle landets borgmestre og regionsrådsformænd og henstillet til, at de ikke anvender offentlige midler til at foretage nye investeringer i russiske værdipapirer. Jeg har samtidig henstillet til, at kommuner og regioner så vidt muligt afvikler eventuelle eksisterende investeringer i russiske værdipapirer, sagde han i en pressemeddelelse.