
Foto: Kl.dk
KL lancerer klimakort
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Fredericia opsamler forbrugsdata på kommunale bygninger for at optimere energiforbruget. Bornholm undersøger, hvordan elbiler kan være med til at forsyne elnettet med strøm. I bydele Låsby i Skanderborg beskyttes 2.000 mennesker mod ødelæggende regnmængder i et område med nye rekreative faciliteter og områder, der kan opmagasinere regnvand.
Det er blot af de mere end 250 eksempler på bæredygtige kommunale indsatser, som man kan finde i KL’s nye Kommunernes Klimakort.
– I kommunerne har vi de seneste år sat klimatempoet gevaldigt op og igangsat en masse gode lokale tiltag, der på forskellig vis bidrager til at gøre Danmark til et grønnere og mere bæredygtigt land. Den viden vil vi rigtig gerne dele – både med hinanden på tværs af kommunerne, men også med andre offentlige og private parter, der arbejder med klimadagsordenen. Derfor har vi nu med Kommunernes Klimakort samlet mere end 250 eksempler på kommunale initiativer, der på den ene eller anden vis fremmer den grønne omstilling – hvad end det er via energirenovering, klimatilpasning, grøn mobilitet eller noget helt fjerde, siger formanden for KL's miljø- og forsyningsudvalg, Birgit S. Hansen (S).
Kortet er interaktivt og fungerer som inspirationskilde for andre kommuner, til hvordan de blandt andet kan gribe energirenovering og klimatilpasning an.