
Foto: Shamil Khakirov/Wikimedia Commons
Nu behøver kommuner ikke spørge politiet om lov til at flage med det ukrainske flag
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Frem til og med den 16. marts kan alle privatpersoner og offentlige myndigheder flage med det ukrainske flag uden at spørge politiet om lov først. Justitsministeriet har nemlig givet ekstraordinær tilladelse til, at det ukrainske flag kan stryge til tops hos alle, der måtte ønske det til midten af marts.
Flere kommuner har efter at have søgt tilladelse hos politiet allerede skiftet dannebrog ud med det blå-gule ukrainske flag for at vise støtte til landet efter den russiske invasion. Københavns Kommune er en af de kommuner, hvor det ukrainske flag har vajet i vinden.

– Vi har hejst det ukrainske flag på Københavns Rådhus. Alle partier står bag i solidaritet med borgerne i hovedstaden Kyiv og det øvrige Ukraine. Samtidig gør vi klar til at modtage flygtninge. Vi ved ikke hvor mange eller hvornår, men vi får brug for alle gode kræfter, skrev overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) på Twitter i den forbindelse.
Ifølge Justitsministeriet vil der efter den 16. marts igen skulle søges tilladelse om at flage med det ukrainske flag.