
Grønlandske børn har det svært, peger ny undersøgelse fra VIVE på. Foto: Colourbox
Ny Viden: Grønlandske børn anbringes oftere end danske
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Grønlandske børn anbringes oftere end danske
Næsten seks ud af 100 børn med grønlandsk baggrund er anbragt uden for hjemmet. Det gælder kun ét af ud 100 danske børn, viser en ny analyse fra VIVE. Den markante forskel kan blandt anden forklares ved, at der er flere socialt udsatte grønlændere, at der er sprogvanskeligheder og kulturelle misforståelser. Særligt kommunikationsudfordringerne kan medføre, at de forebyggende indsatser ikke lykkedes til fulde, hvorfor det kan ende med en anbringelse. Undersøgelsen er finansieret af finansloven for 2021 og bygger på både registerdata og spørgeskemadata.
Beskæftigelsen går den rigtige vej for stort set alle
Både etniske danskere og ikke-vestlige indvandrere nyder godt af den rekordhøje beskæftigelse i Danmark. Det er særligt befolkningsgrupperne over 40 år, der driver fremgangen i beskæftigelsen, viser en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. For personer med dansk herkomst er beskæftigelsesfrekvensen fortsat lavere end den hidtidige rekord fra 2008, mens den for ældre aldersgrupper over 40 år er højere end i 2008. For de ikke-vestlige indvandrere er billedet noget anderledes. Her er beskæftigelsesfrekvensen højere end i 2008 for alle aldersgrupper over 24 år.
Kommuner har svært ved at oplyse sager om tabt arbejdsfortjeneste tilstrækkeligt
Det kan være uklart for kommunale sagsbehandlere, hvad der skal indgå i udmålingen af tabt arbejdsfortjeneste, viser en ny praksisundersøgelse fra Ankestyrelsen, som har gransket 42 sager i seks kommuner. En af de gennemgående udfordringer er, at kommunerne har svært ved at få oplyst sagerne tilstrækkeligt, når der skal udmåles tabt arbejdsfortjeneste til en forælder. Eksempelvis har kommunerne i 12 af sagerne ikke i tilstrækkelig grad indhentet informationer om, hvornår nedsat funktionsevne hos et barn fører til indtægtstab hos en forælder. Undersøgelsen er iværksat af Ankestyrelsen på eget initiativ.