
Inger Marie Vynne har været kommunaldirektør i Lejre siden 2013. Foto Lejre Kommune
Lejre vil af med kommunaldirektøren
tekst Thomas Kokholm, tkn@kl.dk
Lejre Kommunes økonomiudvalg har i går den 23. maj 2022 besluttet at indstille til kommunalbestyrelsen, at samarbejdet med kommunaldirektør Inger Marie Vynne skal ophøre, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Begrundelsen er, at økonomiudvalget ”ønsker en anden profil til den fremadrettede ledelse af Lejre Kommune”.
Det er Kommunalbestyrelsen, der træffer den endelige beslutning i sagen.
Inger Marie Vynne er fritaget for tjeneste, indtil kommunalbestyrelsen forventeligt træffer beslutning på kommunalbestyrelsesmødet på mandag den 30. maj 2022.
Inger Marie Vynne har været kommunaldirektør i Lejre siden 2013, da Mette Touborg (SF) var borgmester. Touborg blev efterfulgt af socialdemokraten Carsten Rasmussen i 2016, da Mette Touborg forlod borgmesterstolen for et job som administrerende direktør Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning. Carsten Rasmussen fortsatte som borgmester 2017-2021.
Inger Marie Vynne kom til Lejre fra stillingen som vicekommunaldirektør i Gribskov Kommune.