
Foto: Google Maps
Anholdt i plejehjemssag er sigtet for drab og drabsforsøg
tekst Mads Brandsen, Anna Törnqvist Jensen, mdbr@kl.dk, antj@kl.dk
Opdateret klokken 13.57 med kommentarer fra Randers Kommune.
Efterforskningen af den hidtil mørkelagte sag fra Randers, hvor en midaldrende kvinde sidder varetægtsfængslet er nu nået så langt, at Østjyllands Politi kan indvie offentligheden i, hvad hun er sigtet for.
Retsmøderne i sagen er foregået bagdobbeltlukkede døre, men det er der ifølge politiet ikke længere grundlag for. Politiet kan derfor fortælle, at kvinden er sigtet for et tilfælde af drab og tre forsøg for drab, sekundært kvalificeret vold.
Ifølge sigtelserne skal kvinden bevidst have givet forkert og farlig medicin til de fire ofre, hvilket var medvirkende årsag til, at en ældre kvinde døde, og at en anden ældre kvinde og to ældre mænd blev indlagt på Regionshospitalet Randers i stærkt svækket tilstand.
– Det er en meget alvorlig sag, og der ligger rigtig meget efterforskningsarbejde forude, før vi har afklaret, hvad der præcist er sket. Vi har brug for ro i forhold til efterforskningen, og selvom jeg har forståelse for den store interesse fra offentligheden, så ønsker vi af hensyn til den omfattende efterforskning og de lukkede døre i grundlovsforhøret, samt efterfølgende retsmøder, ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen på nuværende tidspunkt, siger politiinspektør Brian Voss Olsen, Østjyllands Politi.
Kvinden har siddet varetægtsfængslet siden et grundlovsforhør 15. marts. Varetægtsfængslingen løber foreløbig frem til den 8. juni.
I en pressemeddelelse fra Randers Kommune siger borgmester Torben Hansen (S) og formanden for kommunens omsorgsudvalg, Ellen Petersen (S), en kommentar, at sagen berører dem dybt.
– Det er chokerende, at der er mistanke om en forbrydelse. Nu skal politiet have ro til efterforskningen. Fra Randers Kommunes side gør vi selvfølgelig vores yderste for at samarbejde med politiet. Vi er meget tilfredse med, at Randers Kommune i denne svære situation gør et stort arbejde for at tage hånd om de berørte både beboere, pårørende og medarbejdere, siger de i pressemeddelelsen.
Thomas Krarup, der er direktør for sundhed, kultur og omsorg i Randers Kommune, gør det desuden klart, at kommunen gennem hele forløbet har samarbejdet tæt med politiet.
– Sigtelsen og mistanken om en forbrydelse berører os meget dybt. Hver dag går vi på arbejde med det formål at drage omsorg for vores beboere, tilføre livskvalitet og hjælpe dem. Vi er chokerede. Det ved jeg, at medarbejderne også er. Vi har fra Randers Kommunes side arbejdet helt tæt sammen med politiet og stillet al viden og dokumentation til rådighed, og det fortsætter vi naturligvis med. Nu skal der to til, at politiet fortsat kan efterforske sagen, siger Thomas Krarup.
Randers Kommune har af hensyn til efterforskningen ikke yderligere kommentarer.