
Borgerrådgiveren i København slår alarm. Foto: Københavns Kommune
Borgerrådgiver: Der skal strammes op på retssikkerheden
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Borgerrådgiveren i Københavns Kommune slår i sin beretning fast, at Københavns Kommune i nogle tilfælde er udfordret, når det kommer til at efterleve borgernes rettigheder efter forvaltningsloven.
I mere end halvdelen af de klager, der indgik hos borgerrådgiveren i København sidste år, var kommunens forvaltninger enige i, at klagen var berettiget. Det betyder, at der er sket fejl eller har været dårlig borgerbetjening i de sager. Det skriver borgerrådgiveren i sin beretning for 2021.
Han påpeger, at der desuden er et mørketal, som aldrig har ført til en klage. Borgerrådgiveren modtog 840 henvendelser i 2021, hvilket er ni procent flere end året før. Borgerrådgiverens indsats havde ifølge beretningen en effekt i 88 procent af henvendelserne.
– Vi kan og skal blive endnu bedre til at bruge borgernes feedback til læring og forbedringer, så vi undgår, at samme fejl begås flere gange. Det kræver, at alle led i kommunen indsamler viden om, hvor og hvorfor fejl opstår og sætter ind med handling i de tilfælde, hvor en praksis skal ændres, konkrete fejl skal rettes, eller hvor vi måske skal justere en udmeldt sagsbehandlingstid, fordi den ikke har hold i virkeligheden, siger borgerrådgiver Johan Busse i en pressemeddelelse.
Han konstaterer i sin beretning, at kommunen generelt har styr på borgernes retssikkerhed, men også at flere konkrete sager stadig viser fejl og udeladelser, hvor der fortsat kan strammes op.
– Det er godt, at vi generelt har styr på retssikkerheden, men vi må ikke læne os tilbage. Vi skylder den enkelte borger, der møder en sagsbehandling, som ikke er i orden, og hvor retssikkerheden måske endda er udfordret, at vi lytter, tænker os om, retter op og lærer af det. Målet er ikke 0 fejl, men at vi gør, hvad vi kan, for at rette op på de enkelte sager, hvor der sker fejl, og at vi henter al den læring, der er at hente. Det er noget af det, vores borgerrådgiver udpeger for os og giver forslag til. I udvalget arbejder vi for, at flere af kommunens enheder og forvaltninger får kendskab til og gør brug af borgerrådgiverens tilbud om dialog, undervisning og læring, siger Laura Rosenvinge (S), forperson for borgerrådgiverudvalget.
Udvalget har taget beretningen til efterretning og sendt den videre til både økonomiudvalget og borgerrepræsentationen i København.