
Der skal ikke længeres reklames for spil i den offentlige transport i Randers. Foto: Colourbox
Randers forbyder spilreklamer i busser
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Den tredje i kommune i landet har nu besluttet at forbyde spilreklamer i offentlig transport i kommunen. Således har Randers tilsluttet sig København og Frederiksberg og vedtaget et forbud mod reklamer for betting.
Enhedslisten, Velfærdslisten, SF og Beboerlisten stod bag forslaget, som 27 ud af Randers Kommunes 31 byrådsmedlemmer kunne tilslutte sig. Kun Nye Borgerlige og Konservative stemte imod.
– Hvor går grænsen for smagsdommeri? Vi har siddet og snakket om det her forslag, og havde det drejet sig om rygning, ville jeg være enig, for langt de fleste rygere oplever flere gange i livet sygdomme på grund af rygning. I forhold til alle de mennesker, som har glæde og fornøjelse af spil og betting, er det heldigvis de færreste, der bliver syge af det. Langt de fleste har glæde af det, og der går grænsen for os. Vi skal vurdere, hvor proportionerne ligger henne, for vi kan meget nemt blive smagsdommere, sagde Daniel Madié (K).
Marcus gjorde indtryk
Den unge randrusianer Marcus Mossalski havde forud for afstemningen i byrådssalen stået frem i flere medier og fortalt sin historie om ludomani. Han blev også en del af forslagsstillernes indstilling, som han havde leveret en udtalelse til.
– Jeg synes, det klæder vores lokalpolitikere at træde i karakter, når vi gang på gang har set, de ikke tør at pille ved området inde på Christiansborg. Tendensen er ikke til at tage fejl af, vi bliver kun flere ludomaner i Danmark, og udviklingen skal stoppes og vendes nu. Spilindustriens massive markedsføring har bidraget til en normalisering af spil, siden markedet blev liberaliseret i 2012, hvor det i højere og højere grad har betydet, at unge ikke forstår konsekvenserne af gambling og dens mørke sider. Det er et stort skridt på vejen at forbyde reklamerne i den offentlige transport, som vores unge studerende tager dagligt, lød opfordringen fra Marcus Mossalski.
Flere byrådspolitikere gav forud for afstemningen udtryk for, at Marcus Mossalskis historie havde rørt dem. Socialdemokratiet havde også stillet et ændringsforslag, der betyder, at kommunen skal kontakte både andre kommuner i Region Midtjylland, regionen og Folketinget for at søge opbakning til at udbrede forbuddet mod bettingreklamer.
– Det er et sindssygt vigtigt emne. Jeg vil gerne sige tak til de unge mennesker for at stille sig frem og fortælle deres historier. Det er på tide, at politikerne hele vejen rundt, både i kommuner, regioner og i Folketinget, tager det her seriøst. Jeg håber, vi som kommune kan sende et sindssygt stærkt signal, sagde Stine Falk Eiby (S).
Mogens Nyholm (R) bakkede også op om forslaget, som han dog kaldte signalpolitik, ligesom han efterlyste handling fra Christiansborg.
– Det her er ikke lokalpolitik, det er landspolitik. Lad da landspolitikerne tage fat og forbyde de reklamer. Jeg vil da ikke stemme nej til det her, men jeg synes efterhånden, der er mange, der laver sager for at få artikler i avisen, sagde han.
Man kan dog godt starte med at feje fra egen dør, lød det fra en af forslagsstillerne, Frida Valbjørn Christensen (EL).
– Det er faktisk helt okay at tage sagen i egen hånd og handle, før man peger på Christiansborg og siger, at de skal løse alle problemer. Vi må godt tage et ansvar selv. Det her løser ikke alt, men det er et tiltag, vi kan gøre kommunalt, sagde hun.