
Buffeterne i Aalborg skal fremover også have vegetariske alternativer. Foto: Colourbox
Aalborgs institutioner vil fremover tilbyde plantebaseret kost
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Fremover kan borgerne i Aalborg, der spiser på de kommunale institutioner, være sikre på, at de altid har mulighed for at vælge et plantebaseret måltid.
Det har et flertal i Aalborg Byråd vedtaget på sit møde mandag efter et forslag fra Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, som også Socialdemokratiet og Venstre bakkede op.
– Vi ved jo efterhånden alle, at det er sundt at spise grønt, og at det er utroligt CO2-besparende, sagde Anna Aaen (EL) på vegne af forslagsstillerne og understregede, at det skal være et helt frit valg for den enkelte.
Men det er det også allerede i dag, indvendte ældrerådmand Kristoffer Hjort Storm (DF).
– Jeg forstår ikke, hvad det egentlig er, I vil ændre. Vores borgere på ældreområdet har mulighed for at vælge vegetariske måltider. Problemet eksisterer ikke, sagde han.
Venstre så dog anderledes på sagen.
– Vi har tillid til, at kantinerne laver den mad, borgerne efterspørger. Vi stemmer for indstillingen, fordi der ikke bliver indskrænket et frit valg, sagde Daniel Borup (V).
Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Konservative stemte imod forslaget.