
Danske Regioner vil ikke nøjes med at få dækket det demografiske træk. Foto: Thomas Søndergaard
Regioner: En milliard kroner til demografien er ikke nok
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Hvis kvaliteten skal følge med udviklingen indenfor medicin og behandling, rækker det ikke kun at dække den demografiske udvikling.
Sådan er meldingen fra Danske Regioner tirsdag, hvor finansminister Nicolai Wammen (S) holder sættemøde med regionerne om økonomien for næste år.
Regningen for det demografiske pres er på en milliard kroner, og den har regeringen allerede accepteret at tage på sig. Det glæder formanden for Danske Regioner, regionsrådsformand i Midtjylland, Andreas Kühnau (S).
– Det betyder, at vi i forhandlingerne kan koncentrere os lidt mere om at tale om alle de andre områder, regionerne også har behov for penge til i 2023, siger han i en pressemeddelelse.
Over for Ritzau siger han, at ambitionen er at hæve niveauet, så regionerne får ”væsentligt mere” end en milliard kroner i friske penge.
Milliarden til det demografiske træk betyder, at regionerne kan levere samme type behandlinger og service til borgerne som hidtil. Hvis der skal tilbydes den forskningsmæssigt bedste behandling, vil det imidlertid kræve flere penge.
– Vi er i regionerne opsat på at tilbyde de bedste behandlinger til patienterne. Og heldigvis opfindes der ofte ny behandling og medicin. Men ny og god behandling er også ofte dyrere, så hvis vi fortsat skal kunne følge med udviklingen og tilbyde de nye behandlingsmuligheder, så er der behov for flere penge til området, siger Andreas Kühnau.